Til gengæld bliver det velkendte og banale stærk urovækkende i takt med
at romanen og opklaringen skrider frem.
Eneste mangel er den for svagt tegnede
hovedperson.
Krimier fra Israel er et særsyn, og ifølge forfatteren, der
også fungerer som universitets-underviser med speciale i kriminalromanens
historie, har genren ikke for alvor fanget an i Israel af to grunde: dels fordi
kultureliten endnu opererer med et skel mellem fin-og populærlitteratur, og
dels skyldes den manglende interesse det forhold, at det nærmest forventes, at
israelsk litteratur skal beskæftige sig med emner som identitet og nation.
Dette er som regel ikke krimiens område ifølge Dror Mishani
(måske med Michael Chabons, Det jiddische politiforbund, som en undtagelse?) Derfor er hans debutroman stort set også
renset for referencer til den politiske situation og det evige spørgsmål om
Israel og Palæstina.
I en stille forstad
til Tel Aviv
Romanen tager sin begyndelse med politikommissær Avraham
Avraham, der sidder på sit kontor i sit distrikt i en fredelig forstad til Tel
Aviv, mens han netop funderer over, hvorfor det tilsyneladende ikke kan lade
sig gøre at skrive krimier i Israel, da en mor møder op og indvier ham i sine
bekymringer omkring sin 16 årige søns forsvinden.
Avraham slår det hen, og forsikrer moderen om, at drengen nok
skal dukke op igen. Men det gør han bare ikke, og Avraham må derfor påtage sig den
gådefyldte sag om drengen Ofer, der er som forsvundet op i den blå luft.
Naboen
Men familiens nabo, gymnasielæreren og forfatterspireren, Ze’ev
Avni, der på overfladen virker helt normalt, gemmer på en eller flere
hemmeligheder: han ved åbenbart en hel del om drengen og hans forsvinden, men
det kommer kun drypvist og meget kryptisk ud.
I mens kæmper Avraham med dårlig samvittighed over sit
fejlskøn og sit manglende gennembrud i en sag, der af lidt uvisse grunde tærer
meget hård på ham. Men efterhånden står det ham dog klart, at der er nogen, der
ikke fortæller sandheden, men hvem – c’est la question.
Stigende uhygge
Forfatteren formår at skabe en stigende uhygge, der har sit
udspring i det nære og dagligdags – det er derfor ligeså meget om ikke mere en
realistisk- psykologisk thriller, som en egentlig krimi. I sær fungerer det
godt med den skiftende synsvinkel mellem efterforskeren og så den sære,
temmelig nærgående nabo, der opererer med sin egen skjulte dagsorden.
Det undrer mig dog, at læseren ikke får mere at vide om den
sympatiske, men ret så grå og ikke specielt imponerende hovedpersonen, kommissær
Avraham og hans bagrund. Især da hans
famlende og samvittighedsplagede karakter spiller kraftigt ind på efterforskningen.
Hvorfor lever Avraham
som 38 årig stadig alene med en nørdet besættelse af kriminalromaner som eneste
interesse? Hvorfor har han et så anstrengt forhold til sine gamle forældre? Hvordan
kan han være leder af efterforskningen, når han tilsyneladende er så uopmærksom
og nemt bevæget? Og hvordan kan han i så fremskreden en alder være uvidende om,
hvorvidt han er attraktiv for det andet køn eller ej? Dette, synes jeg, bogen mangler
at give nogle svar på.
Men det kan være det kommer i bind to, som annonceres med
ordene ” fortsættelse følger”. Den vil jeg se frem til, for Dror Mishani har
rigtig god sans for såvel plot, atmosfære som intelligente og troværdige
dialoger.
Skriv en kommentar