Kleopatra af Stacy Schiff

 Pullitzervinder Stacy Schiff sier effektivt løgn og fordomsfuld latin fra i sin grundige fremstilling af det intelligente magtmenneske Kleopatra.

’End ikke 2000 års dårlig presse og overophedet prosa, film og opera kan tilsløre det faktum, at Kleopatra var en usædvanlig habil dronning, udspekuleret og opportunistisk over al måde, en begavet strateg. 

Hendes løbebane begyndte med et dristigt oprør og endte med et andet… Fra første til sidste glimt af hende blænder hun os med sin evne til at sætte scenen. Til det sidste havde hun kontrol over sig selv, skarpsindig, åndfuld, ufattelig rig, forkælet, men alligevel ærgerrig.’  



Bag de lange forførende øjenvipper
Ikonet og klicheen Kleopatra kender de fleste om ikke andet så fra Elizabeth Taylors berømte fremstilling af den kælne, forførisk hundjævel, og blandt mange, mange andre har også Shakespeare givet os sin skildring af den dragende skikkelse. Men hvem gemmer sig i virkeligheden bag denne forvrængede maske, det er det, Stacy Schiff giver sit bud på med sin, kan man vel godt kalde det, feministiske nyfortolkning.

Vores fordrejede forestillinger om den sidste farao, skyldtes naturligvis at det i første omgang er fra sejrsherrerne, de stærkt mandchauvinistiske romere, ikke mindst lyseslukkeren over dem alle, Cicero, at vi har fået overbragt historien.

Romersk orientalisme
Og de romerske puritanere så bestemt ikke med milde øjne på at en overmåde rig og magtfuld kvinde. Det var jo skandaløst, at en kvinde med list, snilde, dygtighed og, tro mod sin ptolemæiske arv, en stor portion snigmord, kunne bringe Egypten på fode igen, og genvinde en stor del af dets stormagtsstatus i en situation, hvor landet ellers længe have stået bundet som en fedekalv, som den fremadstormende stormagt Rom kunne slagte, når det ønskede.

Der måtte ligge noget bag, og de glamourøse, men for de romerske traditionalisters synspunkt, uværdige affærer, som hun havde med såvel Julius Cæsar som Marcus Antonios, beviste, hvad de allerede godt vidste, at hun var en promiskuøs skøge, en troldkvinde, der med sin luksus(endnu et skældsord), rigdom og mærkelige skikke lokkede romerske borgere i fordærv.

Hun blev indbegrebet af skæbnesvanger dekadence og den hårde, uforsonlige retorik var Augustus ikke sen til at bruge som anstødssten i sin krig mod Marcus Antonius og Kleopatra.

Realpolitik og ærgerrighed de styrende faktorer
Sandheden var at den hyper-ambitiøse, klassiskdannede Kleopatra, der talte syv sprog, inklusiv, som den første af de hellenistiske herskere i Egypten, egyptisk, efter krigen mod sin lillebror og medregent arvede et rige, der var i en svær prekær og underdanig rolle i forhold til Rom.

Det gjaldt om at satse på de helt rigtige magtfulde venner i Rom, hvis Egypten skulle overleve som selvstændigt rige. Det er ud fra denne realpolitiske optik, at Schiff overbevisende tolker Kleopatras handlen og gøren på meget sober og redelig vis.

Hvor affæreren med Cæsar og Marcus Antonius er velkendt stof, er særligt afsnittene om Kleopatras opvækst, uddannelse og blodige vej til magten, de mest interessante. Og fremstillingen af det kosmopolitiske, storslåede og prangende Alexandria er levende og sansende beskrevet – byen var en torn i øjet på det i sammenligning dengang meget lidt prangende, men derfor desto mere chauvinistiske Rom.

Og så myrdede ptolomæerne hinanden med knive og gift i en grad, så selv den samtidige Herodes den stores dysfunktionelle familie i Jerusalem tager sig ud som bare endnu en samspilsramt trivialitet med ondt i arven (Jerusalem, biografien). Schiffs bog er en god, solid biografi om en af verdenshistoriens vel nok mest berømte kvinder.

Rubicon, The triumph and tragedy of the Roman Republic af Tom Holland

Aldrig har romerne været mere levende: storslået, vidende og høj-dramatisk historisk værk om republikkens storhed og fald er som at læse et mafiaepos i bedste Godfatherstil.  

Alea iacta est

‘The sun had long set behind the Apennine mountains. Lined up in full marching order, soldiers from the 13^th Legion stood massed in the dark.

Bitter the night may have been, but they were well used to extremes. For eight years they have been following the governor of Gaul on campaign after bloody campaign, through snow, through sunner heat, to the margins of the world.

Now, returned from the barbarous wilds in the north, they found themselves poised on a very different frontier. Ahead of the flowed a narrow stream.

On the legionaries’ side was the province of Gaul; on the far side Italy, and the road that lead to Rome. Take that road, however, and the soldiers of the 13^th Legion would be committing a deadly offence, breaking not only the limits of there province, but also the sternest laws of the Roman people. They would, in effect, be declaring civil war.

Yet this was a catastrophe for which the legionaries, by marching to the border, had shown themselves fully steeled. As they stamped their feet against the cold, they waited for the trumpeters to summon the to action. To shoulder arms, to advance – to cross the Rubicon.

But when would the summon come?’

Fortidens civilisationer

Som barn var jeg besat af fortidens antikke imperier. Efter at have forladt jura-og kridt-tidens kæmpeøgler, kastede jeg mig over de antikke civilisationer: de storslåede Egyptere, de hærgende Hittitere og de grusomme Assyrere.

Men der var ét rige og en civilisation, der dengang for mig overstrålede alle de andre; Romerriget og dets blodige historie: dets tapre legionærer, umættelige erobrertrang, dets verdensimperium, og de bloddryppende ustandselige magtkampe – alt sammen noget, der nok kan fostre potente drengefantasier.  

Narrative history at its best

Jeg har længe gerne ville læse Tom Hollands prisvindende og højtpriste bog om den Romerske republiks sidste tid. Det er en uhyre intens, velfortalt beretning – som Ian McEwan er citeret for på bogens forside – er det ’… narrative history at its best .’

Den engelske populærhistoriker Tom Holland – der ikke er historiker af uddannelse, men har en ph.d. grad i engelsk og latin, og også er skønlitterær forfatter – giver i bogen et levende portræt af den romerske verden med fokus på de toneangivende personer, deres relationer, rænkespillet og de konstante magtkampe.

 Og på en måde så det bliver forståeligt, overskueligt og nærværende udreder Tom Holland trådene,  og han fremhæver på fornem vis de væsentligste faktorer, der førte til republikkens fald, og påviser hvordan det fik langtrækkende konsekvenser ’ … a thousand years of civic self-government were brought to an end, and not for another thousand, and more, would it become a living reality.’

Et romersk tilbud du ikke kan afslå

Det siger sig selv at figurer, kendt af de fleste såsom Cæsar og Cicero spiller en væsentlig rolle i dette romerske drama. Og de bliver også fremstillet nuanceret og som menneskelige – alt for menneskelige – først da det er for sent kan endelig Cicero leve op til egne idealer!

Men i sær, synes jeg, det er herligt at få et indgående kendskab til så fascinerende skikkelser som den selvforherligende Pompejus den store; den blodtørstige diktator Sulla; helten, hvis der er en sådan, den ubøjelige republikanske forkæmper til det sidste, moralisten Cato; og så i særdeleshed over-opportunisten, mesterstrategen og det rå, blotlagte magtmenneske Crassus, om hvem der står at:

’Throughout a career of slipperiness and opportunism, Crassus had remained constant to a single principle: opposition to Pompey’s goals. Event hat, it now appeared, had been a principle too far.

Crassus justified his U-turn as the action of a statesman, performed in the interests of the Republic – but everyone knew that he had never made a selfless move in his life.

In his cold and calculating soul not even the pleasure of hatred, it appeared, could compete with the passion for power.’        

Grådighed, ambition og svindende pligtfølelse

Hele tiden handler det om den svære balance mellem de to romerske kardinaldyder: ambition og pligten overfor republikken. Den fremelskede ambition, der havde gjort Rom til centrum i et imperium, havde det med at udarte til egenkærlighed og – o ve o skræk – når én mand opnåede for store sejre og medfølgende ære, for så skimtede de skræmte senatorer tyrannens tilbagekomst!   

Én verdens undergang og en nys fødsel

Den romerske verdens mentalitet er på en gang så fjern og så nutidig, og det kunne måske være oplagt at trække en parallel til vore dage, hvor én supermagt også dominerer totalt (endnu vel?), men den slags sammenligninger holder Holland sig klogelig fra at drage – selv om overskrifter som ’War on terror’, ’World war’ og ’Blitzkrig’, jo får læseren til at indirekte at drage visse paralleller mellem antikkens verden og vores egen.  

Det er én verdens undergang og en ny verdens tilsynekomst, vi bevidner i bogen, og det er fortalt på en måde, så at jeg var fuldstændig opslugt.  Jeg forstår ikke hvorfor et dansk forlag endnu ikke har kastet sig over at oversætte denne med rette roste bestseller. Hvis bogen bare blev markedsført på rette vis, ville jeg helt sikkert tro, at den ville få mange læsere.

Jeg glæder mig allerede til at læse andre af Tom Hollands bestseller-bøger om den antikke verden – jeg kom, jeg så, jeg skamlæste.