De røde hestes nat nr. 4 i Billy Bob Holland-serien af James lee Burke

Montanas selvbestaltede retshåndhævere

’Montanas tradition for brutal selvjustits er legendarisk. I 1860’erne red de selvbestaltede retshåndhævere i Montanta Vigilantes ud gennem tre meter høje snedriver for at opsøge 22 medlemmere af Henry Plummers bande og klynge dem op i balsampopler og høje stiger over hele staten. Plummers mænd holdt humøret oppe selv i dødens stund.

De skålede ofte med de fremmødte i nyåbnet champagne, mens de råbende hyldede Jefferson Davis, før de fik deres bekomst. Sheriffen Plummer var den eneste undtagelse. Han bønfaldt sine bødler om at save arme og ben af ham frem for at slå ham ihjel.

Medlemmerne af Montana Vigilantes lyttede tavs til hans appel, men hængte ham derefter fra tværbjælken ved indgangen til hans gårdhus. Hans skosåler svingede frem og tilbage i luften ti centimeter over jorden.

Men det var dengang. I dag adskiller Montanas retssystem sig ikke meget fra de andre delstaters, og appelsystemet i kriminalretsplejen skaber sommetider situationer, det er umuligt at forholde sig fornuftigt til.’

Missoula, Montana

I det fjerde og foreløbigt sidste bind i Billy Bob Holland-serien, er hovedpersonen blevet gift med sin privatdetektiv, Temple, og de har sammen slået sig ned i Missoula, Montanta. En af Hollands klienter, en indianer ved navn Johnny American Horse, er blevet sigtet for to mord begået i forbindelse med  et indbrud på et laboratorium, hvorfra nogle filer også er blevet fjernet.

Der er store interesser på spil, og idyllen bliver hurtigt spoleret da lejemordere, FBI-folk og ikke mindst da en gammel kending fra det foregående bind, den afdankede rodeorytter, sociopat og nu genfødt kristen m.m. Wyatt Dixon bliver løsladt fra fængslet og igen begynder at cirkle faretruende omkring B.B. Holland.

Cowboy-bajads

Og netop beskrivelsen af den sarkastiske, men dødsensfarlige bajads Wyatt Dixon er af høj klasse: Hvad er han ude på? Er han forrykt, eller er der mening i hans galskab? Er det sandt, som han påstår, at han har lagt sit gamle liv bag sig? Generelt –altid fristes man til at sige, når James Lee Burke sætter pennen til papiret – er karaktertegningerne gode, spændende og nuancerede. Lige såvel er miljøbeskrivelserne prægtige.

Gode persontegner, men uskarpt plot

Hvor jeg til gengæld synes, det denne gang knirker lidt mere, er i plottet. Det savner noget nerve, elektricitet, nødvendighed. Jeg må modstræbende indrømme, at de mange handlingstråde denne gang i for høj grad sænker plottets fremdrift, og at fortællerens moraliseren fylder for meget i forhold til handlingen. De skarpe personkarakteristikker og de overdådige naturbeskrivelser gør dog stadig romanen til en god læseoplevelse.  

Sine egne rødder nr. 3 i Billy Bob Holland-serien af James Lee Burke

’Doc sagde, at der var fuldt af spøgelser i Montana. Indianere, der var blevet massakreret ved Marias River, pionerer der var døde af tyfus eller kolera på vej mod prærievognene mod Oregon, de rastløse ånder af general Custer og hans soldater fra det syvende kavaleriregiment, hvis kroppe blev savet over med flintestensknive og efterladt på bredden af det, som sioux’erne og de nordlige cheyenne-indianere kaldte Greasy Grass.

Men jeg behøvede nu ikke udskifte geografien for at se syner.’

Tip 1: Tag ikke på ferie!  

De lærer det tilsyneladende aldrig, Burkes hovedpersoner: ferie er af det onde. For når de lige har pakket fiskestængerne og regner med at kunne rekreere og dase rundt i gode venners lag i naturskønne omgivelser, så sidder krogen med modhager dybt begravet i deres kød, og ud af ingenting er de hvirvlet ind i grumme grimme affærer, der ofte overgår dem, de jo var flygtet fra i New Orleans, Louisiana eller Deaf Smith, Texas.

Tip 2: Tag aldrig på ferie til Montana!

Og tager de til det ærkekonservative cowboyland Montana (hvor forfatterne selv bor halvdelen af tiden, den resterende tid bor han selvfølgelig i New Iberia udenfor New Orleans) så er de næsten selv ude om det, for så venter der med garanti en kryddret western-ret bestående af øretæver, white trash, afdankede voldelige cowboys, problemer så langt øjet rækker, tilsat en god gang italienske mafia-kødboller.

Som i et spejl?

Det er også tilfældet denne gang, hvor Billy Bob Holland er inviteret af vennen Doc Voss enkemand og Vietnam-veteran. Men det viser sig hurtigt, at Doc er på kant med stort set alle i Bitterroot Valley, Montana på grund af sin ubøjelige modvilje mod den minedrift, der hensynsløst ødelægger den smukke natur, men yderligere er det også lykkedes ham at komme på tværs af en motorcykel-band, en nynazistisk milits, mafiaen og så lige mens han var i gang: FBI.  

Docs datter bliver brutalt voldtaget af tre fra den narkosmuglende biker-bande, men da de tre gerningsmænd myrdes en efter en, synes den tidligere elitesoldat Doc at være den oplagte selvtægtmand. Derfor ser forsvarssagfører Billy Bob Holland sig selvfølgelig nødsaget til at føre vennens sag, og så kører plotekspressen ellers der ud af.

Fart og spænding, men for mange aktører

Der er fart over feltet, men efter min smag er romanen denne gang for tungt læsset med for mange karakterer og ærkeskurke, til at der er tid til den grundige, dvælende persontegning, som jeg ellers synes er en af Burkes store forcer. Velskrevet som altid, men denne gang er personkarakteristikkerne altså efter min mening, for forudsigelige og skabelonagtige til at bogen fænger i samme grad, som jeg efterhånden er blevet forvænt med, når navnet er Burke, James Lee Burke.

 Læs mere på:

http://www.jamesleeburke.net/

En rose fra Texas nr. 1 i Billy Bob Holland-serien af James lee Burke

Det vilde westen, dengang som nu

’Min oldefar hed Sam Morgan Holland, og han levede af at drive kvæg op gennem Chisholm fra San Antonio til Kansas. Størstedelen af sit liv kæmpede oldefar mod whiskey og indianere og kvægtyve, og med en vis regelmæssighed måtte han se på at guldgravere og lynild spredte hans kvægflok ud over halvdelen af Oklahoma-terriritoriet…

 Både min bedstefar og hans far var voldelige mænd…

Som ung politimand i Houston svor jeg på at jeg ikke ville gå i deres fodspor på dét punkt. Men hvis man har en alkoholiker i familien, er der gode chancer for at man selv kommer til at kæmpe den samme kamp. Den krig der kan flamme op i ens bryst for hvert nyt daggry, har ikke nødvendigvis sit udspring i en whiskyflaske. ’

Taco, tørke, torden: Texas-mix  

Efter i atten bind at have været nedsunket i Louisianas sumpede fordærv i fortræffeligt selskab med cajun-manden Dave Robicheaux, tog det mig lidt tid at vende mig til Texas sandblæste cowboylandskab og den nye hovedperson sagføreren Billy Bob Holland.

Det skyldes nok at jeg nu er forvænt med Robicheauxs knitrende fortællerstemme, hvor de elektriske spændinger og indre ophobninger udlades i voldsom handlekraft og højspændt prosa. Der virker den tidligere Texas Ranger Billy Bob Holland, bosat i lillebyen Deaf Smith i Texas, umiddelbart stovt, kontrolleret og retlinet. Men heldigvis forsvinder paragrafrytteriet som morgendug for texassolen efterhånden som handlingen skrider og B.B. Holland i den grad bliver personligt involveret og må tage sin egen fortid såvel som familiens til genovervejelse.  

Et mord skal der til

Det hele sættes i gang med et mord og en voldtægt på en ung kvinde. En lidt enfoldig lokal countrysanger, Lucas Smothers, bliver arresteret bogstaveligt talt taget med bukserne nede. Og så skulle den sag være ude af verden. Men bare ikke for B.B. Holland, for Lucas Smothers er hans uægte søn viser det sig, og Holland påtager sig at føre hans sag, da han er overbevist om Lucas’ uskyld.

En rigmandssøns amoralske excesser, et afskyeligt eksemplar af menneskeheden, der har kendt Hollands afdøde far, FBI-agenter og en korrupt mexicansk strømer er alle sammen vigtige aktører i den videre handling.

Vold i blodet

Men fortiden dens indvirkning og samtidighed med nutiden er, hvad denne krimi først og fremmest handler om. Holland læser i oldefar Sams drabelige dagbog der udgør en parallelhandling til nutidssporet.

 Og som handlingen skrider frem kan læseren og Billy Bob genkende det samme drama og dilemma: hvordan kommer man overens med sin egne mørke kræfter og voldelighed i en voldelig og uretfærdig verden.

Uddragene fra oldefarens dagbog, der beretter om hans forhold til en underskønne, men halvdæmoniske kvinde kendt som Texas’ rose, og hans kamp mod sig selv og den ydre ondskab i form af Dalton-Doolin banden er de mest spændende og oplagte passager i bogen.

Spøgelser med Stetson hatte, spore og kløe i aftrækkerfingeren  

Men fortidens spøgelser taler også rent bogstaveligt til Billy Bob Hollan. Han kan se og føre samtale med et spøgelse. Det er hans gamle makker i Texas Ranger og bedste ven L.Q. Navarro, der konstant hjemsøger ham. Holland skød og dræbte vennen ved et uheld, da de var på jagt efter nogle narkokurere på den anden side af grænsen til Mexico.

Og denne tragiske hændelse er baggrunden for at Holland lagde seksløberen og pistolhylstret i skuffen, blev sagfører og forsøgte at sone sin skyld ved at leve et ensomt afdæmpet liv på sin gård med sin jord, hest, høns og dam, hvor han ofte fisker med nabodrengen Pete, som han er en slags reservefar for. Men én gang gunslinger …  

God Texas-krimi

Det er en velkomponeret, velskrevet og spændende krimi. Tempoet er skruet ned i forhold til de sidste Robicheaux–romaner, jeg har læst, og til trods for oldefarens dramatiske og blodige historie, når denne ikke op på niveau med de sidste romaner i eposset om Dave Robicheaux.

Men de var også uhyggeligt gode med sitrende nerve og gevaldigt vingefang. Men jeg tror også, jeg skal lære den nye hovedperson lidt bedre at kende. Jeg glæder mig hvert tilfælde til at læse næste bind om den strunke alvorsmand Billy Bob Holland.

Hjertetræ hedder det næste bind i serien. James Lee Burke vandt for dette bind, som den eneste i øvrigt, for anden gang den prestigefylde Edgar Award. Så der er al mulig grund til tårnhøje forventninger.