Anmeldelse: Fossildronningen af Michael Mortimer

Af gæsteskribent og forfatter: Lene Dybdahl

Efterfølgeren til Jomfrustenen er mere barsk og går lidt ned i gear i forhold til etteren, men det er en tankevækkende og original historie.

I Jomfrustenen følger vi den studerende Ida, der bliver eftersøgt over hele Sverige for mord, da hun ved et tilfælde kommer i besiddelse af en gådefuld fossilsten. Stenen viser sig at have rødder tilbage til en opdagelsesrejse i 1769, hvor Carl von Linnés elev Daniel Solander kom i besiddelse af den.

I bind 2 er Ida og hendes ven Lasse flygtet til Rusland, hvor de vil opsøge Idas mormor Alma, som har brugt hele sin forskerkarriere på at opspore stenen med de overnaturlige egenskaber. Stenen er gået i fire stykker, og nu begynder et kapløb med en anden forskergruppe om at få samlet stenene først.

I Jomfrustenen er det spændende plot den vigtigste faktor for fremdriften i historien, men Fossildronningen taber lidt pusten i forhold til sin forgænger. Der er længere mellem cliffhangers og optakten til de spændende scener kan godt blive lidt tung at læse. I et forsøg på at kompensere for det manglende tempo i dele af romanen, får vi til gengæld nogle horroragtige beskrivelser af forsøg med mennesker og dyr. Det er en smagssag om man finder den slags spændende, for mig virkede det mere som effektjageri. Når det er sagt, er Fossildronningen stadig en tankevækkende og original historie for alle der kan lide et spændende eventyr i stil med Indiana Jones.