Kluntet og uspændende
biografisk roman.
Biografisk roman om det
tjekkiske løbefænomen og tredobbelt OL-guldvinder, Emil Zápotek, der først
begyndte at løbe, da nazisterne tvang ham til det, og som sidenhen ufrivilligt
blev brugt i kommunisternes propaganda.
Det interessante
biografiske stof bliver aldrig forløst i bogens kedsommelige distancerede
fortællerform. Og så er oversættelsen simpelthen jammerlig kluntet. Den fremstår
som en sproglig ubearbejdet google-oversættelse uden sans for forskelle fransk
og dansk imellem.
Modvillig løber
Historien om langdistanceløberen Emil Zápotek, er en
historie om et menneske og et land, Tjekkoslovakiet, der blev mast under det 19.
århundredes store menneskefjendske ideologier: nazismen og kommunismen. Emil
Zápotek havde som barn og ung mand ingen interesse overhovedet for sport og
løb, ja faktisk følte han foragt for sportsudøverne.
Han arbejder på en ildelugtende skofabrik og drømmer om en
karriere som kemiker. Men så en dag vælter den store verden ind over den lille søvnige
provinsby Zlin, hvor Emil bor, i skikkelse af tyske militærmotorcykler og
lastbiler.
Et redskab i den kommunistiske propaganda
Den tyske invasion kommer til at ændre Emils bane: han
bliver presset til at deltage i et løb, og det bliver hans skæbne. Det viser sig, at Emil både har talent for løb og er villig til at benytte sig af ekstreme
træningsmetoder for at kunne yde maksimalt.
Han bliver efter krigen et stærkt symbol på den tjekkiske
udholdenhed og styrke, hvilket den kommunistiske propaganda ikke er sen til at
benytte sig af.
Zápotek er beviset på den kommunistiske verdens overlegenhed og
kraft. Men han er i kommunisternes øjne bare et redskab, der skal rette ind
efter den korrekte politiske linje. Så da han træder ved siden af, kommer det
til at koste ham dyrt.
Uden puls og poesi
Bogens forfatter Jean Echenoz skulle angiveligt være en stor
og anerkendt forfatter i hjemlandet Frankrig, hvor han har vundet adskillige
priser, men det forstår man nu ikke ud fra denne ene bog at dømme.
Handlingen
virker som én lang opremsning af begivenheder, hvor den noget selvsmagende
fortæller effektivt holder læseren på afstand af dramaet.
Men det værste er dog den fornærmende dårlige oversættelse
smækfuld af uelegante undersættelser og laaange sætninger uden punktum med et
hav af indskud. Ordene kan til nød genkendes som danske, men den franske sprogstruktur
er bevaret, og det fungerer bare ikke.
Her er et eksempel på, hvordan den helt igennem uinspirerede
fortællemåde tilsat automat-oversættelse, kvæler et hvert tilløb til handling eller
læserindlevelse:
Alt det går der noget tid med, men så ordner det sig lidt efter lidt.
Da Emil har studeret, så meget han kan, knyttes han til Kemisk Institut, og dér
er der bedre. Selvom det kun drejer sig om at stå og lave cellulose i en iskold
garage fuld af syreflasker, synes Emil, at det er meget bedre. Han ville
selvfølgelig hellere være i laboratoriet og være med til at forbedre viskose
eller udvikle kunstsilke, men indtil videre siger han, at han godt kan lide at
være, hvor han her. Han kan så godt lide, at chefingeniøren, som er tilfreds
med ham, opfordrer ham til at følge aftenkurserne på skolen. Der tegner sig
langsomt en udmærket lille karriere som tjekkisk kemiker.
På fabrikken er der bare et problem: Beta vil gerne øge salget af deres
sko, som de eksporterer til hele verden, hvad man godt kan forstå, og samtidig
synes de ikke, at det er nok at have rationaliseret arbejdet så meget, det har
kunnet lade sig gøre, de vil også med alle midler have deres navn kendt og
bruger til det formål alle de former for reklame, de kan komme i tanker om. (!)
Det undrer mig oprigtigt, at
forlaget overhovedet har valgt at udgive denne, emnet taget i betragtning,
underligt blodfattige roman. Yderligere forundret er jeg over, hvordan en
redaktør har kunnet lade dette slappe og ufærdige udkast til en oversættelse passere
hele vejen til trykkeriet. Mystisk.
Løb af Jean Echenoz
133 sider, oversat af Hans Peter Lund
Lindardt og Ringhof
Skriv en kommentar