Stoner er en
fremragende roman: en både rørende og dybt fascinerende fortælling om en stille
eksistens og hans inderlige dedikation til litteraturen.
En almindelig mand
William Stoner kommer til verden i 1891 født ind i en fattig
landmandsfamilie i Missouri og dør i 1956 i sit hjem. Stoner opnåede i sine 65
år på jorden at blive lektor i engelsk litteratur på University of Missouri, at
få udgivet en enkelt bog, at indgå ægteskab med en kærlighedsløs, neurotisk kvinde
og at blive far til en indesluttet og ulykkelig datter.
I korte træk ville det være den triste biografi om William Stoners
begivenhedsløse liv. Men i John Williams smukke, men helt ukunstlede historie
er livet så langt større end de få tørre biografiske data lader forstå:
her er sorger,
glæder, stille undren, fascination, dyb lidenskab og stedvise glimt af lykke; det
er livet i dets fulde rigdom af ubegribelige modsætninger, som Williams så
mesterligt indfanger.
Mødet med
litteraturen
Den skelsættende begivenhed i Stoners liv er ikke, som for
så mange andre, de to verdenskrige, der bryder ud i hans levetid, men som han
ikke deltager i, ej heller betyder den beskedne karriere noget særligt for ham,
og det er da slet ikke det forpinte ægteskab med en nervesvækket strigle, der
giver hans liv fylde.
Nej, rystelsen, som aldrig helt fortager sig til trods for
modgang og depression, sker, da han under sine jordbrugsstudier skal igennem et
kursus i engelsk litteratur obligatorisk for alle studerende.
Den tynde, senede landmand in spe bliver her grebet i sådan
en grad, at han uden at underrette sine forældre skifter studie, således at han
kan komme dybere ind i denne for ham ukendte, uforståelige verden, der nu i
kraft af fiktionen har åbnet sig for ham. Det bliver til en livslang besættelse.
Tvivl og selvbevidsthed følger med og spærrer vejen tilbage
til den af hans forældre udstukne vej. Skammen, tavsheden, de knugede hænder og
den gensidige forlegenheden skildres fornemt, da William ikke længere kan
udsætte at fortælle sine forældre, der jo blot er ydmyg bønder, at deres eneste
søn altså alligevel ikke vender med tilbage til gården, men vil fortsætte på universitetet med sine
litteraturstudier!
Nå men det så livet,
sådan ser det altså ud
Havde han levet i en anden tid, havde William måske været en
asketisk munk, der i klostercellen søgte ro og fordybelse i skriften og i de
religiøse studier. Men i denne verden, som nogle kalder virkeligheden, må også William
Stoner agere: tjene penge, undervise, købe hus, gifte sig og så videre.
Han møder Edith, en sart og overbeskyttet pige fra St. Louis
og bliver stormende forelsket. De bliver gift, men deres ægteskab er en stor
fiasko: én lang krig med Edith som den forbitrede hjemmegående, der er ude af
stand til at skabe mening og indhold i sit liv, hvorfor Stoners tavse lidenskab
og stille lykke med datteren er et slag i ansigtet, som kun intriger og opbragte
følelser kan dulme.
Også på instituttet bliver Stoner tvunget ind i gemene og trivielle
magtspil, der suger kræfter ud af ham, og som han inderligt afskyer. Et intenst forhold
til en studerende med samme lidenskab for litteratur bliver Stoners første
virkelige møde med en gavmild og gensidig kærlighed. Det bliver en kort lykke
for den omgivende verden med dens ubøjelige krav, misundelse og hykleriske
småborgerlighed trænger sig uvægerlig på.
Men til trods for
alle genvordighederne, trætheden, resignationen, og alle de forkerte valg, som
Stoner har truffet i sit liv, løber der alligevel hele vejen igennem romanen en
form for hjertegribende taknemmelighed over livet, over mulighederne og over
litteraturen.
Det er en stærkt gribende roman med gevaldig præcision i de
sammensatte personskildringer og i fremstillingen af hovedpersonens rige indre
liv.
Stoner. 304 sider.
Lindhardt og Ringhof.
Fornemt fordansket
af Jens Christian Grøndahl.
2 Kommentarer
Smuk anmeldelse. Jeg er meget enig. Kan også varmt anbefale Williams foregående roman Butcher's Crossing, som dog (endnu) ikke er oversat til dansk.
BalasTak for de pæne ord og tak for tippet angående Butcher's Crossing. Den ryger fluks på to-read listen ;-)
Balas