Skematisk og lidet overraskende roman om de finske mænd, der meldte sig til frivillig tysk krigstjeneste under Anden Verdenskrig i kampen mod arvefjenden Rusland, og følgerne det fik.
Finske Antii er blevet gammel, forvirret og dement. Han er
ikke i stand til at skelne fortid fra nutid og ser i personerne, der omgiver
ham, fortidens spøgelser.
Længere og længere glider han tilbage i fortiden og
ind i minderne om de skelsættende begivenheder, som mærkede ham og en hel
generation af unge finske mænd under Anden Verdenskrig.
Det nationale traume
Et åbent sår, forstår man, for i den brændende iver efter ’Storfinland’
og ønsket om en udsøgt hævn over ærkefjenden Rusland, der i Vinterkrigen i 1939
brutalt var faldet ind over landets grænser, meldte mange idealistiske finske
mænd sig som frivillige i Waffen SS i det tyske felttog mod Stalins Sovjetunionen.
Antii var en af dem, der gennem en ingeniørvirksomhed, som fungerede som skalkeskjul,
mødte op for at melde sig som frivillig i Hitlers SS-styrker.
Historien skifter mellem nutid, hvor Antii bliver gradvist
svagere, taler med indbildte personer fra fortiden, og tror at krigen skal
udkæmpes på ny, mens hans indbildske fætter, Karlo, mener at han og hans
generation bør være altings centrum, fordi de kæmpede i krigen; og så tiden
under krigen og umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor hverdagen
melder sig på ny og de hjemvendte soldater skal resocialiseres og må slås med
skyldfølelse over, hvad de var vidne til og foretog sig på Østfronten, eller også
kæmper de med et samfund, der ikke i deres øjne, i tilstrækkelig grad, anerkender og påskønner de heroiske ofre i Fædrelandets tjeneste.
Forskønnet grusomhed
I centrum af fortællingen står Antiis forræderi, løgn og
forhærdelse i takt med at grusomhederne bliver daglig kost. Antii går fra at
være en noget tør, korrekt og idealistisk ung mand med en sund protestantisk
arbejdsmoral til en svigfuld, amoralsk dræber med blikket skarpt indstillet på
egen overlevelse, fyldt til randen med lede og afsky for de dehumaniserede
russiske krigsfanger og de underlegne racer generelt.
Særligt en hændelse har
dog sat sig i kroppen på Antii som et betændt traume, han først udfries fra til
allersidst.
Samhørigheden med officerskorpset af tyske herrefolk er dog
til at overse: forholdet er præget af gensidig mistillid, og hvor tyskerne ser
ned på finnerne som uregerlige hvide barbarer, der foragter de finske
frivillige den arrogante tyske herrefolksmentalitet.
For meget pegepind og
kalkuleret tungsind
Bogen fungerer bedst i de glimtvis rigtig fine sansninger, de pludselige knivskarpe erindringsstumper, og i de små kilder til morskab, der
ind imellem opstår, når omgivelserne og den demente Antiis opfattelse clasher.
Men overordnet er historien alt for firkantet og skematisk
forudsigeligt fortalt. Personerne er tegnet lidt for groft og entydigt op, og
fortællingen får i mine øjne mere karakter af et postulat end det uafrystelige
drama, der vel var hensigten.
Fortælleren virker overivrig og nervøs for,om læseren nu har
opfattet det fortalte korrekt. Derfor bliver resultatet for meget didaktisk pegepind især,
når fortælleren finder det nødvendigt at fremhæve, sætninger der altså er ladet med så megen betydning!
Det virker på mig noget tvunget og trættende, når læseren
får serveret de ret så velkendte pointer om, at i mødet med det grufulde
forstummer ordene, at livet passerer revy, lige før man drager det sidste suk
(gør det det?) med videre. Særligt fordi det virker som lidt kalkulerede
pointer formuleret forholdsvis uoriginalt.
Jenni Linturi kan
helt sikkert skrive, men hun virker her for bundet af stoffet og den skematiske
udvikling i en højere hensigts tjeneste.
Hvorfor forlaget oplyser, at forfatteren er tredje
generations feminist, og hvad det så er for noget, skal være usagt.
For fædrelandet, 210 sider
Oversat af Birgita Bonde Hansen
Skriv en kommentar