Anmeldelse: Sådan mister du hende af Junot Díaz

Original sprogligt udtryk, velfremstillet råt indvandremiljø og interessante personer. Blot er hovedhistorien og det egentlige plot noget kedsommeligt navlepilleri.

Kærlighed på dominikansk

Junot Díaz’ ni latino-fortællinger har et gevaldigt sprogligt drive, hvor såvel spanglish, ghettosprog som lyriske passager giver stærkt krydderi til fremstillingen af kærlighedens uudgrundelige former; den besatte, den forbudte og den forsvindende kærlighed. 

Det dominikansk-amerikanske indvandrermiljø som forfatteren selv er rundet af, er fremstillet med stor indlevelse i de oftest rå og usminkede skæbner med troværdige personer, der for at overleve ofte holder deres livs uudsagte følelser og længsler på afstand.

Mucho macho man

Det er et hårdt, men mærker man på fortællerne, ligesom naturgivent machomiljø, hvor mændene er fraværende og tavse, indtil de er det modsatte og rundhåndet deler ud af håndmadder til børnene og kræver deres behov dækket af de forhåndenværende kvinder. 

Pot, druk og skoleskulkeri er så de små machoers vej frem mod den uundværlige respekt og anerkendelse fra miljøet, hvor det gælder om at være noget særligt og have selvrespekten i orden: ’Der var ingen af os, der ville være niggere. Ikke for nogen pris. ’

Der er vigtige udeladelser – en brors død og begravelse –, små stemningsskift og drejninger og endelig novellens drastiske skift, som at (magt)forholdet mellem kvinde og mand med ét vendes på hovedet. Dette er alt sammen med til at læseren engagerer sig i beretningerne.

Et bukkegen?

Til gengæld er fortællingens egentlige centrum, historien om den intelligente og steroide-pumpede Yunior og hans åbenbart nedarvede afhængighed af kvinder, irriterende i dens monotoni af lige dele utroskab og selvynk.

Det er for banalt og trættende, at det skal tage Yunior et halvt liv med depressioner, før han indser, at han til trods for nørdet intelligens og empati er en ligeså stor liderbuks som sin tyranniske far, psykopatisk bror og tilsyneladende alle andre dominikanske mænd, der virkelig forstår at smadre deres egen lykke, med hvad de ikke formår at holde i bukserne.

Det er svært sådan for alvor at engagere sig i den tilbagevendende cyklus af selvskabt ulykke.

Yunior når så i øvrigt også, uden det åbenbart kræver det helt store af ghettodrengen, at blive professor i litteratur! – som den inkarnerede lærer og nu afdøde forfatter, Frank McCourt, skriver i sin bog Hr. Lærer: ’Jeg har læst romaner om universitetsprofessorers liv, hvor de lader til at have så travlt med ægteskabsbrud og akademiske slagsmål, at man næppe forstår, hvordan de finder tid til at klemme lidt undervisning ind’. Sådan er det vist også med Yunior.

Det er de andre personer, miljøet og så det originale litterære sprog, som gør bogen til en god læseoplevelse. Ikke nær så god som Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv, men god, ikke desto mindre. Bogen er i øvrigt glimrende oversat til dansk af Claus Bech.