Original sprogligt
udtryk, velfremstillet råt indvandremiljø og interessante personer. Blot er hovedhistorien
og det egentlige plot noget kedsommeligt navlepilleri.
Kærlighed på
dominikansk
Junot Díaz’ ni latino-fortællinger
har et gevaldigt sprogligt drive, hvor såvel spanglish, ghettosprog som lyriske
passager giver stærkt krydderi til fremstillingen af kærlighedens uudgrundelige
former; den besatte, den forbudte og den forsvindende kærlighed.
Det
dominikansk-amerikanske indvandrermiljø som forfatteren selv er rundet af, er
fremstillet med stor indlevelse i de oftest rå og usminkede skæbner med
troværdige personer, der for at overleve ofte holder deres livs uudsagte
følelser og længsler på afstand.
Mucho macho man
Det er et hårdt, men mærker man på fortællerne, ligesom
naturgivent machomiljø, hvor mændene er fraværende og tavse, indtil de er det
modsatte og rundhåndet deler ud af håndmadder til børnene og kræver deres behov
dækket af de forhåndenværende kvinder.
Pot, druk og skoleskulkeri er så de små
machoers vej frem mod den uundværlige respekt og anerkendelse fra miljøet, hvor
det gælder om at være noget særligt og have selvrespekten i orden: ’Der var
ingen af os, der ville være niggere. Ikke for nogen pris. ’
Der er vigtige udeladelser – en brors død og begravelse –, små
stemningsskift og drejninger og endelig novellens drastiske skift, som at (magt)forholdet
mellem kvinde og mand med ét vendes på hovedet. Dette er alt sammen med til at
læseren engagerer sig i beretningerne.
Et bukkegen?
Til gengæld er fortællingens egentlige centrum, historien om
den intelligente og steroide-pumpede Yunior og hans åbenbart nedarvede afhængighed
af kvinder, irriterende i dens monotoni af lige dele utroskab og selvynk.
Det er for banalt og trættende, at det skal tage Yunior et
halvt liv med depressioner, før han indser, at han til trods for nørdet
intelligens og empati er en ligeså stor liderbuks som sin tyranniske far,
psykopatisk bror og tilsyneladende alle andre dominikanske mænd, der virkelig forstår
at smadre deres egen lykke, med hvad de ikke formår at holde i bukserne.
Det er svært sådan for alvor at engagere sig i den tilbagevendende
cyklus af selvskabt ulykke.
Yunior når så i øvrigt også, uden det åbenbart kræver
det helt store af ghettodrengen, at blive professor i litteratur! – som den
inkarnerede lærer og nu afdøde
forfatter, Frank McCourt, skriver i sin bog Hr. Lærer: ’Jeg har læst romaner om
universitetsprofessorers liv, hvor de lader til at have så travlt med
ægteskabsbrud og akademiske slagsmål, at man næppe forstår, hvordan de finder
tid til at klemme lidt undervisning ind’. Sådan er det vist også med Yunior.
Det er de andre personer, miljøet og så det originale
litterære sprog, som gør bogen til en god læseoplevelse. Ikke nær så god som Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv,
men god, ikke desto mindre. Bogen er i øvrigt glimrende oversat til dansk af
Claus Bech.

Skriv en kommentar