”Jeg undlader ofte at sige ting højt, selv når jeg burde.
Jeg lukker tankerne inde i en foruroligende grad: i min mavekælder står der
hundredevis af flasker med raseri, fortvivlelse, frygt, men det ville man
aldrig gætte, når man ser mig.”
Intet er, hvad det
ser ud til at være
Iscenesættelse, bedrag, livsløgn og stræben efter perfektion
og autenticitet i en overfladisk, grænseløst medieret verden, hvor selv
kærligheden er en kliche, udgør nogle af de væsentligste ingredienser i den
amerikanske forfatter Gillian Flynns massive gennembrudsroman, der hæver sig
højt op over de vanlige genrebetegnelser.
Bogen virker i sin kynisk nådesløse afdækning af tidens forlorne
former og de herskende romantiske illusioner om Richard Yates Revolutionary Road eller Fitzgeralds Den store Gatsby, men tilsat et sort
skud intenst psykodrama og et konstant, overraskende plot, der ikke lader
læseren hvile.
Historien er i korte træk som følger:
Det perfekte par
Ægteparret Nick og Amy – der skiftes til at fortælle deres
version af historien – er begge unge, billedbladssmukke og kreative skrivefugle,
der i New York lever det gode, frie societyliv med venner, cocktailparties,
spændende job og stor udfoldelsesrigdom, sådan som den kreative klasse nu
engang trives bedst.
Men under den glitrende overflade er der noget dunkelt og
truende,som antydes og gradvist viser sig, da først den økonomiske krise tager rigtig
fat, de begge mister deres arbejde, deres identitet, og Nick insisterer på, at
de skal forlade New York for at flytte tilbage til hans fødeegn, den midt-vestlige
stat, Missouri.
Her beslutter Nick sig for at åbne en bar sammen med sin
elskede tvillingesøster Go, der er lige så falleret kreativ som Nick og Amy, og
som dem har hun også vendt storbyen ryggen. Men den inkarnerede new yorker-pige, Amy bryder sig slet
ikke om det provinsielle småborgerlige North Carthage.
Forbrydelsen,
fortrydelsen og en foruroligende plan
Ægteskabskrisen knirker gevaldigt, men blodig alvor bliver
det først, da Amy sporløst forsvinder fra huset på deres femårs bryllupsdag.
Politiet fatter snart mistanke til ægtemanden. De savlende medier kaster sig
straks over Nick, som en hund, der lugter blod, og de selvretfærdig fordømmelser
fyger mod den tilsyneladende følelseskolde ægtemand, ikke mindst da Amys dagbog
bliver fundet og afslører meget belastende viden om Nicks sande natur.
Hvem af de to, der taler sandt, det er ikke nemt at
gennemskue når løgn, fortielser og bevidste udeladelser mudrer billedet til. Hvilken
mening kan man så uddrage af det hele, ja det bliver ikke klart før hen imod
slutningen, hvor en meget grum og nøje udtænkt plan, åbenbarer sig i al sit
djævelske lys og fylder læseren med en brutal og skræmmende ny indsigt.
Mere skal ikke afsløres. Derfor kun denne opfordring: Læs
den! Det er en velskrevet, superskarp pageturner, der optager ens tanker længe
efter den sidste side er vendt.

Skriv en kommentar