Bondens blik på
historien
Peruzzi-familien ernærer sig som bønder uden jord på Po-sletten.
Livet former sig for dem som for så mange andre fattige jordløse bønder, der
lever under feudale forhold: hårdt og uretfærdigt, prisgivet som de er til
vejrets luner og herremændenes magtfuldkommenhed.
Men da en af onklerne
lader familiens berygtede hidsighed løbe af med sig og forsøger at plaffe
greven ned, ja så er deres dage i det Nord-italienske talte.
Det er ikke de
store overvejelser om politik, det bliver til, i de få stunder væk fra det
slidsomme markarbejde, men som de fleste andre småbønder sympatiserer familien
med socialisterne.
Ridepisk og
sortskjorter
Men dette ændrer sig skæbnesvangert idet temperamentet også koger
over for den ellers så gemytlige bedstefar, og han kommer en af de senere
topfigurer i den fascistiske bevægelse til undsætning, og med sin ridepisk
tamper han løs på carabinieri’ erne. Det koster dem begge en tur i kachotten, og
fra den dag er familiens skæbne uløseligt bundet til sortskjorternes.
Vi kommer gennem 1. verdenskrig, marchen mod Rom, familiens
indædte kamp mod de socialistiske nabobønder, og den senere, endelige konsolidering
af det fascistiske diktatur.
Mussolini-kanalen
I 1932 emigrerer familien sammen med 30.000 andre til Agro
Pontino, der ligger lidt syd for Rom. Her vil Mussolini opnå det som de
romerske kejsere med mange flere ikke formåede: at anlægge byer i dette enorme
myggebefængte sumpområde ved at grave en 31 kilometer lange kanal og afvande hele
arealet.
Endelig får Peruzzi’erne deres egen hus og vokser i skyggen
af Mussolinis oppustede drømme.
Familien møder ved flere lejligheder Il Duce, der som
berygtet skørtejæger også har et godt øje til den smukke bedstemoder. Men
glæden og fremgangen varer ikke ved, og med 2. verdenskrig og en italiensk hær,
der er i næsten ligeså dårlig forfatning som i 1. verdenskrig, løber Mussolinis
imperiedrømme hurtigt ud i det afrikanske ørkensand. Hvordan det går familien
Peruzzi, efterhånden som fascisterne mister grebet om magten, vil jeg ikke
afsløre.
Med et glimt i øjet
Romanen, der delvist er baseret på forfatterens egen
familiehistorie, er fortalt med en filurs glimt i øjet, og der bliver smurt
tykt på med overdrivelser og enkelte elementer af magisk realisme ryger også med
i fortællergryden.
I begyndelsen skulle jeg vende mig til, hvad jeg i første omgang
opfattede som fortællerens unødvendigt over-forsimplede fremstillinger af de
store udviklinger i Italiens historie og tilsyneladende pointløse
digressioner.
Men som man kommer
længere ind i romanen viser sidehistorierne sig ofte at have stor betydning, og
den gammelmodige stil og den direkte henvendelse til læseren giver et ægte nærvær og en charme til familiefortællingen, så man ret nemt kan forestille sig, at det er
ens gamle bedstefar, der vil fortælle en sandfærdig røverhistorie fra de gamle
dage: ’ hva’ siger du, tror du ikke på
mig ? jamen den gang var alting jo helt anderledes, end det er i dag.’
Bogen er fornemt oversat til dansk af Thomas Harder.
Skriv en kommentar