Bidske Rebus er tilbage i storrygende form i en kriminalroman
med masser af twists and turns og tartan noir.
Graven må vente
John Rebus er egentligt pensioneret, men han er al for
rastløs og for megen politimand til at sidde og trille tommelfingre i
rokkestolen, mens han venter på manden med leen.
Derfor er Rebus kommet med i en
enhed, der efterforsker ældre uopklarede sager, og det er her, han ved et
tilfælde hører om en ung kvindes forsvinden, og yderligere, at der
tilsyneladende er en hel række af piger som er sporløst forsvundne langs hovedvej
A9.
Er der en sammenhæng
og et mønster? Nej, siger politiets efterforskningshold; Bloody yes, siger Rebus
naturligvis, og derfor igangsætter den gamle sporhund sin egen uofficielle
undersøgelse med hjælp fra sin tidligere kvindelige makker Siobhan.
Nye sæder, nye skikke
Men det er nye tider og John Rebus’ uortodokse metoder og kompromisløse,
fandenivoldske attituder giver ikke så få løftede øjenbryn i en moderne mere
blankpoleret og politisk korrekt politienhed.
Malcolm Fox fra ’klagerne’(interne undersøgelser) der er
hovedperson i Ian Rankins nye sideløbende serie, ser sig selv I en anden mands grav som den straffende
nemesis for Rebus’ hybris af lovovertrædelser, druk, røg og måske lidt for
tætte kontakt til storgangsteren ’Big Ger’ Cafferty.
Med ræven i hælene
Puritaneren Fox har selv tidligere været alkoholiker, og som
bekendt er der ikke nogen mere nidkær end en omvendt, tidligere misbruger, som nu
må se til, mens Rebus eskapader tilsyneladende ikke står i vejen for god
efterforskning af old school typen.
Men med træmanden Fox bliver det personligt, og han vil gøre,
hvad han kan, for at den udisciplinerede Rebus, til trods for at
pensionsalderen for betjente nu er hævet, aldrig kommer tilbage i politietaten.
En anden intern konflikt er den splittelse, som vennen Siobhan
står i, idet hun er fanget mellem at ville hjælpe Rebus og så egne ambitioner om
avancement, der meget let kan styrte i havet, hvis hun kører for tæt parløb med
den rapkæftede enegænger.
Skotland set fra en
skrammelkasse
Vi kommer langt omkring og ud til nogle af de fjerneste egne af
Skotland, hvor vinden rusker og regnen pisker over voldsomme, månelignende
landskaber; hvor kun enkelte fåreflokke er de eneste tegn på liv Rebus ser, når
han kører forbi i sin udtjente Saab i sin utrættelig jagt efter nye spor i
sagen.
Det er en kriminalroman der har det hele: spænding, et stærkt
plot, mange konflikter, interessante persontegninger, humor – og så ikke mindst
en charmerende grov hovedperson med mange laster og enkelte essentielle dyder. Fem
til-randen-fyldte scotch må være på sin plads.

Skriv en kommentar