Out of Africa
Andrew Marrs verdenshistorie fører kyndigt læseren fra de
tidligste tider, fra menneskets lange vandring ud af Afrika frem til nutidens
digitale samfund og frygten for terror. Fortællerlyst, sammenhæng og
overbevisende sammenligninger skaber god forståelse og gør bogen til en fornøjelse
at læse og blive klogere af.
History is not just one damn thing after
another…
Hvad er det for faktorer, hændelser og ikke mindst personer,
der skaber bevægelse, nybrud og overgange i historien? Er der en form for rød
tråd som alligevel binder os nutidsmennesker sammen med lad os sige antikkens,
middelalderens eller renæssancens mennesker? Sådan at det endnu giver mening at
tale om en syntese, en verdenshistorie? Det gør det nok ikke så overraskende
for Andrew Marr og også for undertegnede efter endt læsning.
Det er selvfølgelig sket enorme teknologiske, sociale og politiske
etc. udviklinger igennem århundredes og årtusindernes løb, men vi kæmper stadig
med det samme ældgamle fænomen: at få forholdet mellem politik og politiske
styreform til at stemme overens med vores kunnen og teknologiske fremskridt –
det løber som en rød tråd gennem bogen –, og vi er derved underlagt mange af de
samme dilemmaer som fortidens mennesker.
Paralleller og
paradokser
Historien er bestemt ikke afsluttet, som nogle påstod, ej
heller er den progressiv, lineært fremadskridende eller unison, måske nogle
gange nærmere springende eller ligefrem cirkulær, som når de europæiske landes
renæssance er umulig at tænke sig uden det civilisationsmøde og den udveksling der
foregik i det arabiske Al Andalus, hvor arabiske tænkere, matematikkere og
kunstnere vedligeholdte og videreudviklede arven fra det antikke Grækenland. tekster
som så via kyndige oversættere i Toledo med tiden vendte tilbage til de dele af
Europa, hvor de gejstlige ellers havde bandlyst enhver form for selvstændig
tanke, der kunne udfordre deres magt over sjælene.
![]() |
| Den mauriske hoflæge og oplsyningstænker Averroës (1126-1198) berømt for sine kommentarer og udlægninger af Aristoteles'tekster |
Andrew Marr, der ikke er faghistoriker, tør at lave
dristige, men vedunderbyggede paralleller mellem forskellige samfund, der for
den interesserede lægmand, giver indsigt og forståelse for forskelle og
sammenhænge mellem for eksempel det antikke Grækenland og det nordlige Indien,
eller forskellene og lighederne mellem Romerriget, Kartago, og det samtidige kinesiske
Han-dynasti, og mellem tænkere og religiøse skikkelser som Budda og Kunfutse med
mange flere. Det skaber en god dynamik og nye forfriskende fortolkninger af
gammelt stof.
Andrew Marr har også for BBC produceret en rigtig billedflot
tv-serie med baggrund i bogen, som for kort tid siden blev vist i fjernsynet. Men
modsat tv-serien, der nok bød på prægtige scener og storslåede billeder, men
til gengæld gjorde en dyb ud af ikke at træde nogle over fødderne, så er Marrs
bog heldigvis fri for politiske korrekthed, og gør på saglig vis op med romantiske
myter om for eksempel den ’fredselskende’ minoiske kultur og generelt pladdersentimentalitet
om fortidens idy l– Marr gør endda en pointe ud af, hvor stor betydning de mange
grusomme krige imperierene i mellem havde i jernalderen for den videre udvikling,
paradoksalt, fremskridtet om man vil.
Hvem drejer Historiens
hjul?
Tidligere tiders historieskrivning med Europa i centrum gør
Marr ikke brug af. Han lægger snarere fokus på at det er udveksling af ideer
tilsat sammentræf og tilfældigheder og så stærke personligheder på rette eller
urette sted, som nogle af de væsentligste drivkræfter i verdenshistorien, hvor
et skridt frem ofte er blevet afløst af to eller flere tilbage.
Bogen er medrivende og velskrevet, så selv om den endnu kun
forefindes på engelsk, kan den varmt anbefales til alle med interesse for
historie, og for hvorfor vi har de samfund vi har – noget vi måske ofte naivt
og forfejlet tager som en banal selvfølge.


Skriv en kommentar