Litteraturens hendøen er gamle nyheder

I Weekendavisens tillæg Bøger tager litteraturredaktør Anna Libak de historiske briller på i forhold til den ophedede debat om danske litteraturs tilstand – det med at bestsellerne kvæler den smalle litteratur.

Libak kan heldigvis konstatere, at det altid har stået lige slemt til med den danske litteratur – og det er vel meget opløftende, at de ophidsede rygter om litteraturens død ikke kun er gamle nyheder, men måske også stærkt overdrevne …

I 1872 mens Grundvig, H.C. Andersen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, J.P. Jackobsen med flere levede og skrev, begræd Georg Brandes i et essay med stor patos litteraturens hendøen, som hans skrev:

’Der vil næppe være vanskeligt at opnaae Enighed om, at den danske Litteratur ingensinde i dette Aarhundrede har befundet sig i en saadan Henddøen som i vore dage’

Også Søren Kirkegaard var fortvivlet på den store litteraturs vegne. Mens han i sin samtid ellers var omgivet af litterære koryfæer som Andersen, Blicher, Oehlenschläger, Ingemann, Heiberg med videre, skrev han således i sin dagbog:

’I vore Tider bliver Bogskriveriet saa Elendigt, og Folk skrive om Ting, som de aldrig have tænkt over, end mindre oplevet, – jeg har derfor besluttet, kun at læse de Mænds Skrifter, der ere blevne henrettedde, eller paa anden Maade have været i Fare.’ 

Ak, også dengang var tingene bedre i de gode gamle dage …

Anna Libak afrunder sin kronik med følgende muntre ord: ’Alle dage har det altså slået slemt til. Og på den triste baggrund er det da fantastisk, så gode bøger forfatterne har formået at skrive alligevel’