Fedt er ordet

Af: Lene Dybdahl
Herning Gymnasium trykkede den af med veloplagt og humoristisk 50’er-nostalgi med musicalen Grease

Historien udspiller sig omkring den amerikanske high school Rydell, hvor den populære Danny Zuko til sin skræk opdager, at hans sommerferieflirt, den pæne pige, Sandy Olsson, er startet efter ferien. Hun hverken ryger eller drikker, og det clasher med Dannys image som James Dean-agtig bad boy. Sandy prøver at blive optaget i pigegruppen Pink Ladies, men hendes spejderpigemanerer og generthed gør det svært.

Det viser sig dog at Danny trods sin barske attitude stadig er vild med Sandy, og hans følelser er gengældte. Men vil de to unge mon overvinde præstationsangsten, gruppepresset, misforståelserne og den obligatoriske ungdommelige identitetskrise og få hinanden til sidst? Hvis du ikke har set filmen eller musicalen, skal jeg ikke afsløre det her.

Flot opsætning

Musicalen blev åbnet til tonerne af 50’er-musik, og i pantomime så man fem piger danse og smukkesere sig bag en rød skærm. Scenografien var stykket igennem enkel, men effektfuld, og ikke mindst Grease Lightning-scenen var imponerende med fronten af hvad der lignede en ægte Volvo Amazon på scenen. Kostumer, lys og koreografi spillede godt sammen og gav et flot visuelt udtryk.

Musikalsk ambition

Det var et velspillende orkester, der lydmæssigt lå meget tæt på de originale indspilninger og faktisk gav mindelser om Tarantinos soundtrack til film som Pulp Fiction, hvor 50’ermusik også spiller en fremtrædende rolle. På sangsiden var der flotte præstationer hos såvel solister som det store, flerstemmige kor.

”Du kan da ikke bare gå!? Fra en drive-in …”

Musicals har en tendens til at blive melodramatiske og sukkersøde, og det er helt okay, for det ligger jo i genren, men det var dejligt forfriskende, at Herning Gymnasiums version af Grease var krydret med humor og selvironi, der gjorde det søde mindre kvalmt, og faktisk føjede en ny dimension til et gammelt stykke. Min favoritreplik fra forestillingen, var da Danny siger til Sandy: ”Du kan da ikke bare gå!? Fra en drive-in …”

Det er ikke det ydre der tæller – eller også er det

Moralen var til gengæld lidt forstemmende, hvis man leder efter opbyggelighed i Grease. Efter megen dans rundt om forfængelighedens varme grød, hvor man bliver ledt til at tro, at det er okay at være sig selv, viser det sig nemlig til sidst, at man først finder den ægte kærlighed, hvis man er villig til at forkaste sit tidligere jeg og blive rå og sej lige som alle de andre. Det ændrer dog ikke på, at musicalen var en underholdende og vellydende oplevelse. Fedt var det!