Under jorden af William Boyd

’Skyer var hans arbejde – han var sky-ekspert, der havde fremstillet skyer i sit kæmpemæssige laboratorium og stimuleret dem til at aflevere deres frugt i form af regndråber eller hagl…

så hvorfor lå han her møgbeskidt og ensom på en lille trekant jord langs Themsens bred?

Det var ikke første gang, at den tilværelse han indtil for nylig havde haft forekom ham at være en slags spotsk kimær – modsætningerne mellem hans to tilværelser, før og efter, var for påfaldende til at være virkelighed – som om den Adam Kindered, han havde været, var en fantasifigur, en vagabonddrøm, en hjemløs klunsers feberfantasier.’

Slentrende gennem Chelsea

Det var et rent tilfælde, at Adam Kindered efter en veloverstået jobsamtale ved Imperial College slentrede ind på en hyggelig italiensk café i rigmandskvarteret Chelsea, faldt i snak med en distræt forsker i immunologi, og valgte at opsøge denne for at aflevere det chartek, som forskerkollegaen havde glemte på restauranten.

Down down deeper and down

Men det banale møde får fatale konsekvenser, for da Adam møder op med chartekket i hånden, ligger immunologen for døden med en kniv dybt begravet i brystet, og da Adam efterlader sine fingreaftryk på mordvåbnet, er han pludselig jaget vildt af såvel politiet som af den virkelige morder. Og Adam beslutter sig derfor for at forsvinde, gå under jorden, blive en anden, og holde sig gemt i Londons faretruende underverden, mens han forsøger at udrede trådene for dette sindrige plot, som han uforvarende er blevet en vigtig brik i.

Mørke skyer over Themsen

Hvis man køber historiens grundpræmis om, at Adam, trods de mange farer, han udsættes for, holder fast i ikke at gå til myndighederne, så synes jeg, man får en nervepirrende, velkomponeret og stærkt underholdende litterær thriller, hvor byen og dens mennesker er i centrum.

Og så har Under jorden ligesom Som sne i solen dette lette farcepræg, som jeg godt kan lide, og som på mig virker meget britisk: fremstillingen af afgrunden mellem overklassens upåklagelige ydre, snobbede tiltaleform, og så hvad personerne virkelig føler om hinanden – en sump af selvhævdelse, smålighed, små og store svinestreger og konstante magtkampe.

Udover fortællingens hovedperson Adam følger vi den aldrende chef for et medicinalfirma, en hårdtslående prostitueret, en kvindelig havnebetjent og så den iskolde lejemorder. Læseren kommer derved vidt omkring – op og meget langt ned af den sociale rangstige – det er ikke så få særlinge Adam møder på sin vej ned i Londons sociale affaldskværn.

Identitets-thriller

Som også romanen Rastløs kredser også denne roman om spørgsmålet om identitet, hvad er et menneske, og hvad er der tilbage, hvis man fjerne alle de sociale sikkerhedsbånd og statusbærende elementer som (højstatus)arbejde, familie, penge etc.?

og når bare det at overleve bliver en kamp på liv og død, og at holde sig udenfor overvågningssamfundets altseende øje kræver umådelig snilde og list.  

Bortset fra en noget fesen finale, synes jeg, at William Boyd har skrevet en stærkt fængende thriller fra Londons regnvåde og skummel-dunkle gader.          

Indkredsning af Carl frode Tiller

Indkredsning
Af Carl Frode Tiller

I velskrevet norsk roman skildres med stor psykologisk indsigt det smertelig skel mellem ungdommens højtflyvende drømme og den fladtrådte, tarvelige virkelighed


Det er det helt store eksistentielle spørgsmål om identitet som den norske forfatter Carl Frode Tiller tager op i sin tredje roman på dansk, Indkredsning. Romanen forsøger gennem en fremstilling af en række skæbner at indkredse, hvad et menneske egentlig består af udover kød, blod og knogler. Det er der kommet en særdeles vellykket, men barsk roman ud af.
Den unge David, romanens fraværende hovedperson, har fået hukommelsestab og en annonce i avisen opfordrer alle, der har kendt ham, til at skrive og fortælle om deres forhold til ham, sådan at han af den vej kan rekonstruere sin fortid. Det er derfor kun igennem de andres fortællinger om David, at læseren kan danne sig et billede af ham.

Romanen er struktureret af tre lige store dele, i hver af hvilke personer med tæt tilknytning til David fortæller om deres nuværende liv. Det drejer sig om Davids barndomsven, den forkrampede og indelukkede Jon; Davis stedfar, den mildt formanende præst Arvid, der er dødeligt syg af kræft og endelig Davids ekskæreste Silje, der tidligere gav den som sværmeriske boheme, men som nu lever et trist og hverdags gråt liv.

Ind imellem disse nutidsfortællinger får vi i de breve, de stiler til David, ikke bare et komplekst og modstridende billede af ham, men altså også et billede af den enkelte brevskrivers fortid, som står i skærende kontrast til den depressive og modløse krisesituation, som de alle befinder sig i nu.

Det er karakteristisk for alle de tre brevskrivere, at de er intelligente og reflekterende mennesker, der dog til trods, eller måske er det netop på grund af deres intellekt, kommer til kort, fordi de er for fortænkte, for analyserende, og i sær gælder det for Jon, er for nærtagende til at kunne handle og være sådan som de gerne vil være. Det ses tydeligst i dialogerne, der er små fortættede hverdagsdramaer, hvor man som læser hele tiden fornemmer, at der under det mere eller mindre tilforladelige ligger en afgrund af bitterhed, forsmåelse og bristede illusioner,

Personerne kan ikke få greb om og finde et sprog, der er i stand til at videregive det indre kaos, de føler, og gang på gang handler de i modstrid med deres intentioner og forværrer derfor deres egen situation.
Afsnittet om barndomsvennen Jon, der gemmer sin fiasko som musiker bag et tykt lag af sort ironi og kynisme, er blændende godt skrevet. Man føler som læser uvilkårligt medlidenhed med den usikre og forsømte mand, der bag den ligeglade attitude er sig sin egen uheldige fremtoning fuldt bevidst, men som tragisk nok ikke er i stand til at ændre den. Her er som i resten af romanen ikke meget opbyggelighed at hente.

Romanen er første del af en planlagt trilogi og jeg ser frem til at læse fortsættelsen. Jeg vil varmt anbefale bogen først og fremmest for de fremragende dialoger, der opleves som veritable krige på ord.
Så, hvis man som læser ikke er bange for at tage favntag med litteratur, der tør beskæftige sig med store og væsentlige emner, kan Carl Frode Tillers roman være et godt bud.