Viser opslag med etiketten Geert Mak. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Geert Mak. Vis alle opslag

Interview med den hollandske historiker Geert Mak i 2. sektion


I 2. sektion på DR 2 kan man se Adam Holm interviewe den hollandske journalist, historiker og forfatter, Geert Mak, om hans nyeste bog 'USA, en rejse'.

Mak mener, at den væsentligste forskel mellem europæere og amerikanere er, at hvor europæerne anskuer det at tilhøre en bestemt nation som en skæbne, så er nationalidentitet for amerikanerne noget foranderligt, noget der kan, og konstant bliver omformet til noget andet og måske bedre.
 Men, advarer Geert Mak, amerikanernes århundrede er ved at rinde ud og imperiet skranter.

Se interviewet her:


      

Anmeldelse: USA – en rejse af Gert Mak

USA-krønike. Geert Mak blander effektfuldt rejseskildring, Steinbeck-biografi og historiefortælling i fremstillingen af den særlige amerikanske mentalitet og selvforståelse. Det bliver en rejse i krisens tegn.

Steinbeck: ’Under min rejse så jeg ikke megen ægte fattigdom. Dermed mener jeg den opslidende og afskyelige fattigdom fra 30’erne, Den var reel og til at tage og føle på. Nej, det var en sygdom, en slags udmattende sygdom. Der var ønsker, men der var ingen behov. Og derunder al den energi, som bare tog til, som gasser i et lig. Hvis det eksploderer – jeg gyser, når jeg tænker på, hvordan det ender. ’

Med hunden gennem USA
I september 1960 satte den aldrende nobelprisvinder John Steinbeck sig sammen med sin hund, Charlie, ind i sin lastbil og begav sig ud på en ekspedition, en rejse gennem store dele af det amerikanske kontinent. Steinbecks mål var at tage pulsen på et USA, der i stigende grad var blevet ham fremmed og uforståeligt i takt med den rivende økonomiske udvikling og den medfølgende mentalitetsændring, der foregik i løbet af 50’erne. Resultatet af hans odysse blev bogen Travels with Charlie. En rejseskildring der senere skulle inspirere den hollandske historiker og journalist Geert Mak til sin rejse gennem Europa i det 20. århundrede, Europa.

I Steinbecks fodspor
Men den livslange fascination af Steinbeck og hans Don Quijote-rejseprojekt i et forandret USA gav i 2010 også Geert Mak ideen til præcist 50 år senere at følge i Steinbecks fodspor. Så i en lejet jeep og med konen ved siden af går turen gennem det mægtige land for i mødet med menneskene, historien, byerne og landet at søge svar på, hvad det er, der driver den mægtige (faldne?) kæmpe, og hvordan det egentlig står til med den amerikanske drøm og den amerikanske virkelighed.   

Mak fortæller afdæmpet og vidende om landet og det landskab, de kører igennem. Han registrerer og kommenterer, hvordan nedgang, arbejdsløshed og depression har sat sine spor i befolkningen og i de ramponerede bygninger, der står tilbage i de før hen så foretagsomme industribyer.

Fra slidere til nydere
Mak skildrer udviklingen i USA gennem historien med særlig vægt på den overgang, den ændring som også Steinbeck så i 50’erne, hvor det gik fra et overlevelsessamfund til et forbrugersamfund – fra en verden af slidere til en verden af nydere. 

Den møjsomt tilkæmpede lykke ved hårdt arbejde og sparsommelighed, som Steinbeck så som en amerikansk kerneværdi, forsvandt og blev af den nye generation erstattet af en hæsblæsende forbrugeridentitet, der kun havde hån tilovers for forestillingen om arbejdet, der adler, og mente at alle havde ret til at søge deres egen individuelle lykke.

Men sporene går meget længere tilbage og er indpodet i det amerikanske DNA fra begyndelsen: Overfloden i det kontinent, som de første engelske puritanere kom til, blev bestemmende for den amerikanske identitet; her var kæmpe vidder, uendelige skove, masser af fisk i de svulmende floder og søer og i forhold til det overbefolkede Europa få indfødte.

Det gav en rastløs søgen efter nyt land, hvor græsset var endnu grønnere. Og forestillingen om at være et udvalgt folk med en moralsk overhøjhed indgik i den religiøse forestilling om Guds land, og ligeså i opgøret med de forstokkede europæiske stater ledet af konger og aristokratier, der levede i en fjern fortid. Den amerikanske nation havde ligeværd som ideal, her skulle der ikke være forskel på folk, og det at være amerikaner var ikkeen skæbne, men et valg.

Taberne
Denne fremstilling af den amerikanske succeshistorie glemmer bare ofte alle ofrene, alle taberne: indianerne, som havde det langt bedre under englændernes kolonistyre end under det selvstændige USA, de sorte slaver, der levede i kummerlige forhold, og de fattige der gik til grunde. 

Geert Mak ser med nervøse øjne på at den sikkerhed, som middelklassen tidligere havde, og som var fundamentet for nationen, er ved at forsvinde i nutidens kriselandskab, hvor fattigdom og social deroute truer overalt, hvor han kommer frem. Der er langt mellem ideal og virkelighed i en nation, der er ved at smuldre.

Selvbillede og virkelighed
Også hos Steinbeck var der langt mellem selvbillede og virkelighed. Steinbeck idealiserede ’det virkelige liv’ på landet, hvor en mand smøgede ærmerne op og tog fat uden at kny i sin ensomme kamp mod naturen og vejrets luner, frem for det forjagede og overfladiske moderne byliv med dets urbane elite af forknudrede og selvforlibte intellektuelle.

Men Steinbeck forstillede sig i høj grad over for sig selv og læseren. Han ville vise, at han var en macho, men bag det stovte ydre var han en meget følsom mand, der var dybt skuffet over sig selv og sit værk. Forholdet til familien var anstrengt, og da han blev ramt af et slagtilfælde, mistede han meget af den vitalitet og handlekraft, der udgjorde en så stor del af hans stolthed og identitet.

På den måde kan hans rejse i 1960 også ses som en flugt fra en pylrende kone, fra alderdommen, moderniteten og fra sit eget depressive selv. Og når Mak forholder de biografiske data til, hvad Steinbeck skrev i sin rejsebog, er det mildest talt pyntet på virkeligheden, hvis ikke ligefrem det meste er opdigtet.   

En forfaldshistorie?
Geert Mak skriver, at Steinbeck trods sine skarpe iagttagelser og levende beskrivelser led af declinism – at man overalt ser symptomer på tilbagegang - og noget af det samme kan siges om Geert Mak, der næsten udelukkende fokuserer på bagsiden af USA, historisk og i dag. Det er der, hvor krisen har ramt hårdest, men det bliver måske i længden også noget ensidigt. Han ender nærmest med at afskrive USA, og det er vel endnu alt for tidligt.

Geert Mak er en forrygende historiefortæller, der fermt blander det store historiske vue, og de store personligheder med de ’små’ historier og skæbner. En gang imellem kan han dog ikke holde sig fra at moralisere på bedrevidende europæisk vis, når han for eksempel taler om ’falsk lykke’, og om at amerikanerne ikke har nogen grund til at klage over deres skatter.

Bogen når ikke helt samme højder som de tidligere værker, Min fars århundrede, og Europa, men mindre kan også gøre det.   



Min fars århundrede

Min fars århundrede
Min fars århundrede
Af Geert Mak

Historie om en verden af i går leveret af den fremragende hollanske historieformidler Geert Mak
Min fars århundrede er mesterlig og vedkommende historiefortælling om Hollands udvikling gennem de seneste 100 år fortalt gennem forfatterens slægts historie.

Det er med Min fars århundrede på eminent vis lykkedes den hollandske kulturjournalist Geert Mak at skabe et værk, der på bedste måde formår at kombinere beskrivelsen af de store træk i historien med de små dagligdagsbegivenheder, således at fortiden bliver sanselig og lyslevende for læseren.

Geert Mak fremstiller med stor indlevelse, nysgerrighed og med udgangspunkt i sin egen familie et væld af personer, hvis skæbner man som læser bliver indfanget af, på grund af Maks fantastiske evne til gennem en uhyre mængde kildemateriale af fotografier, aviser, dagbøger og historiske værker m.m. at gøre personer og tiden levende på ny.

Historien udgår fra Schiedam, et lille landbysamfund ved floden Maas, hvor faren fødes i 1899. Landsbyen bærer også tilnavnet sorte Nazaret på grund af de store spritfabrikker, der som det siges, spyede ild som en vulkan. Bedstefaren er skibsmager og Maks far vokser op i en verden af i går præget af optimisme og tiltro til den bestående orden og dens værdier.
Men som bekendt lurer to verdenskrige i horisonten, der skal vende op og ned på alt det bestående. I Geert Maks fremstilling af det 20. århundredes Hollands udvikling fra små landsbysamfund til det moderne Hollands tilblivelse kommer vi også en tur til Indonesien, der tidligere var en hollandsk koloni, da Maks far, der er calvinistiske præst, bliver udsendt til kolonien.

Bogen er på en og samme gang en beskrivelse af den moderne samfunds udvikling og nogle af dens konsekvenser samt ikke mindst en afdækning af den lille nations indimellem selvtilfredse selvtilstrækkelighed. En vis indbildsk nationalarrogance, der som Mak fint viser, dækker over visse fortrængninger angående 2. verdenskrig og jødernes behandling. Og også Hollands rolle og ageren som kolonimagt er noget, der sjældent kommer med i skåltalerne om Holland som europæisk mønsterland.

Den bedste anbefaling jeg kan give bogen er, at den til trods for at være et historisk værk på ingen måde føles tør, lang i spyttet eller faktuel opremsende, som historiebøger til tiden kan være. Min fars århundrede er derimod bevægende og spændende læsning med et stort sprogligt overskud. Kort sagt, jeg læste bogen, som var det en roman.

Europa - en rejse gennem det 20. århundrede Af Geert Mak

Med den hollandske historiker og journalist Geert Maks bog får læseren en kyndig og velfortalt indføring i Europas dramatiske historie i det 20 århundrede.

Europa – en rejse gennem det 20. århundrede er den anden bog af Geert Mak, der er oversat til dansk. Sidste år udkom den meget velfortalte ”Min Fars århundrede”, der gennem skildringen af tre generationer af Mak fortæller historien om de sidste 100 års hollandsk historie.

Også denne gang sætter den begavede historiefortæller Geert Mak sig for at formidle det 20. århundredes europæiske historie i en bog, der på vellykket vis kombinerer rejseskildringer med historiske øjenvidneberetninger.

I januar 1999 rev Mak efter opfordring fra sin avis et år ud af kalenderen, pakkede sin autocamper og påbegyndte en rejse, der skulle vare et helt år, og som havde til hensigt at kortlægge de spor, det 20. århundrede har efterladt på det gamle kontinent og i europæernes hjerte.

For hver måned tager rejsen ham et årti videre i det 20. århundrede. Mak begynder med skildringen af den tryghed og stabilitet som præger tiden før 1. Verdenskrig: til verdensudstillingen i Paris anno 1900, hvor fremtidsoptimismen bobler om kap med teknologibegejstringen, videre til Victoriatidens London, hvor dronningen endnu hersker over et kæmpe imperium og videre til den fremadstormende opkomling Tyskland.

Men den gamle verden ophører brat med 1. verdenskrig, og den ene katastrofe følger tæt efter den anden: de mænd, der overlevede skyttegravskrigene var for altid forandrede, angsten for fremtiden afløste førkrigstidens optimisme, og nye revolutionære ideologier som nazisme og kommunisme kaster Europa ud i nok en krig, der kaster lange, mørke skygger. Og heller ikke Murens fald i 1989 førte til fred, velstand og fordragelighed for hele Europa.

Mak er en blændende kronikør af historien om det 20 århundrede. Han er i stand til på at bygge bro mellem anekdoten og de store skelsættende begivenheder. Vi møder et væld af forskellige personer, der fortæller deres historie som de oplevede den: fra den sidste tyske kejsers barnebarn over forfattere, politikere og almindelige mennesker.

Det er i de kulturhistoriske rejsebeskrivelser, at bogen står allerstærkest. Sikkert fordi Maks lyriske pen her er mest fri til at skrive sansemættede beretninger, der alle er farvet af Maks let melankolske gemyt. Man kan indvende, at bogen ikke bringer noget afgørende nyt til historieskrivningen, men til gengæld er der en guldgrubbe af kulturhistoriske iagttagelser og personlige beretninger, der giver historien nerve.

Jeg savner dog nogle velvalgte billeder af stederne og menneskene. Mod slutningen har Mak desværre en tendens til at forfalde til en lidt for letkøbt moraliseren og bedrevidende holdning til komplekse fænomener som integration og tolerance. Den lidt selvgode og formanede tone skæmmer her læsningen, men kan dog ikke ødelægge helhedsindtrykket af at Geert Mak har skrevet en rigtig god og læseværdig fremstilling af det 20. århundrede, som fortjener at få mange læsere: En oplagt julegaveide til den historieinteresserede.

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.