Anmeldelse: Blindebuk af Arne Dahl

Bind 3 i Opcop-serien. Blindebuk er en meget ambitiøs og velformuleret krimi med et veldrejet plot og et stort persongalleri. Da først handlingen sættes i gang, går det vilde ridt gennem Europa i jagten på den organiserede kriminalitet.

Men Opcop’erne er blevet lidt for runde og polerede, og de første cirka 70 sider er for megen klichefyld: de politiske korrekte floskler flyder fra EU og bliver skyllet ned med dyr rødvin, cognac og selvsmagende enstemmighed. Der mangler den vanlige ironiske distance. Jeg savner altså lidt pølsemanden, Viggo Norlander, i dette pæne EU-selskab.

Et sygt Europa

Det er ikke så lidt Opcop-gruppen, Europols operative gruppe denne gang skal stille op mod, for den kriminalitet, de forsøger at bekæmpe, er først og fremmest symptom på et sygt Europa, et Europa styret af ny-liberale mørkemænd med junglekapitalisme på dagsordenen, hvor tidens nye toner lyder, at enhver er sig selv nærmest, mens almindelig anstændighed og omsorg for de svage helt er gået fløjten.

Den liga af forbrydere, som Opcop-gruppen overvåger, bedriver noget så modbydeligt som menneskehandel med romatiggere! Så nedrig og menneskefjendsk er det altså blevet. Men heldigvis er der stadig nogle få ukorrumperede humanistiske sjæle, der holder den moralske fane endog meget højt, og som sætter alt ind på at bremse den uhæmmede kapitalisme, den middelalderlige nationalisme og den tankeløse klimaforurening.

De rigtige meninger

En af dem er den franske miljøkommissær med det sigende efternavn Marianne Barrière. En politiker som de to turtelduer og Opcop-betjente, Paul Hjelm og Kerstin Holm, ikke kan andet end beundrer dybt for hendes visioner om en europæisk fremtid med bæredygtig energi.

Men lige som benævnte kommissær skal til at fremsætte lovforslaget i Europakommissionen, bliver hun udsat for særdeles grov afpresning.  Der er store interesser på spil, og Opcop-gruppens efterforskningsarbejde sender dem vidt omkring: til EU-sæderne Haag og Amsterdam, men også til et moderne stockholmsk blodbad, til danske Ebeltoft og til Homers fødeø, Chios, hvor den pensionerede Gunnar Nyberg fordriver tiden som forfatter.  

En blind mand, Homer og ligeværd mellem kønnene

Som altid hos Dahl er der mange handlingstråde, der skal føres sammen, for at plottet kan gå op. Og uden at sige for meget spiller blandt andre en interessant dagbog, en gådefuld blind mand og Homers Iliaden væsentlige roller. 

Arne Dahl mestrer kunsten at skabe suspense og cliffhangers så spændingen gradvis intensiveres og de litterære ambitioner er som altid store.

Det, der halter denne gang, er som sagt fremstillingen af efterforskerne. Jeg savner mere konflikt, drama og flertydighed. Det er temmelig uinteressant at høre om deres kedelige anstændighed og helt igennem ligeværd mellem kønnene med et kvantum korrekt sex mellem forstående ægtefæller.

Men til trods for disse anfald af ærgerlig politiske korrekthed, så er der altså god gedigen underholdning og spænding at hente i de næsten 500 sider.   

Anmeldelse: Det tandløse monster i Bruxelles af Hans Magnus Enzensberger

Der er stadig bid i den vrisne Enzensberger. Hans seneste essay former sig som et velovervejet vredesudbrud mod EU-formynderiet og det enevældige bureaukrati. Hvad end man er skeptiker eller tilhænger af EU-samarbejdet, må man efter endt læsning spørge sig selv, om ikke han har ret i sin hovedpointe: at der er grund til bekymring over at befolkningerne har stadigt mindre at skulle have sagt i forhold til de beslutninger, der træffes i Bruxelles og Strasbourg.

Og er der, som Enzenzberger argumenterer for, tale om bevidste handlinger med det formål at holde eventuelt kritiske borgere uden for indflydelse, når EU-bureaukratiet er blevet så helt igennem uigennemskueligt, når politikeren belærer os om, at der ikke findes noget alternativ, og traktaterne bliver skrevet i et helt ulæseligt pigtrådssprog?

’EU ser det ikke som sin opgave at undertrykke borgerne, men så diskret som muligt at homogenisere alle livets forhold tværs over kontinentet. Der er ikke tale om et folkefængsel, men derimod om en opdragelsesanstalt, der føler sig forpligtet til at føre venligt, men strengt opsyn med sine plejebørn.

Målet er, at deres liv styres centralt og fastlægges efter et sæt ordensregler med masser af paragraffer, der omfatter alt fra boligstøtte til en sund kostplan. Men at genopdrage fem hundrede millioner mennesker er en herkulisk opgave, som flere regimer har knækket halsen på. Vi må betvivle om vores formyndere kan overkomme det. ’

Nede i Europa

Det europæiske samarbejdes allerstørste fortjeneste er uden tvivl den fred og stabilitet, der (stort set) har hersket i Europa siden 1945. Men også den fri bevægelighed, opgør med karteldannelser, aftaler om fiskekvoter og de fælles europæisk beslutninger om deponering af radioaktivt affald er områder, hvor et overnationalt samarbejde har vist sit klare værd, mener Enzensberger.

Men så er det også slut med roserne, for EU har med tiden udviklet sig til et bureaukratisk monstrum, hvis endegyldige mål det er ’at udhule nationalstaternes suverænitet til fordel for transnationale interesser.’

Det er en europæisk elite af nidkære embedsmænd og ’vogtere’ i form af EU-kommissærer, der behageligt hævet over nationalstaterne og befolkningens smålige forbehold, konstant strækker EU's beføjelser, udvider deres kompetencer efter behov (fleksibilitetsklausulen) for derved at følge deres kald til at varetage såkaldte overordnede fællesinteresser.

Vores formyndere

Det er udemokratisk; kommissærerne er som bekendt ikke folkevalgte, men er reelt de eneste, der kan stille nye lovforslag. Ligeså udvider EU-domstolen konstant sine beføjelser og sætter medlemslandenes retspraksis ud af kraft. Der er en jungle af instanser som øver indflydelse på EU-borgernes liv, uden at befolkningerne kan føre opsyn eller drage dem til ansvar.  

Der hersker en form for tankeforbud skriver Enzensberger polemisk, når løsningerne altid allerede er givet: det er hver gang et tættere EU-samarbejde, der er brug for, aldrig mindre EU: TINA (there is no alternative) der findes ikke noget alternativ, og økonomien er en højere magt, som ingen kan stille noget op over for. Hvilket selvfølgelig er usandt, og selv om kun et land ud af de 16 i 2010 levede op til stabilitetspagten (i 12 lande er statsgælden på over 60 %!) bremsede det ingenlunde EU fra at gå videre med det monetære samarbejde.

Vi alene vide

Der udgår en sand syndflod af direktiver, retningslinjer og forskrifter fra EU, hvis egentlige formål er at regulere, kontrollere og ensrette en opsætsig befolkning, der ikke vil sit eget bedste. Formynderiet tjener altså i Enzensbergers udlægning, til at beskytte de moralsk fordærvede EU-borgere mod sig selv: bureaukratiet opfører sig som om det var besat af fjendens efterretningstjeneste, skriver han.

Der er en tillidskrise mellem befolkningerne og det øgede EU –samarbejde, som de få afstemninger, der er blevet afholdt, tydeligt har demonstreret. Det bliver forsøgt løst dels ved at understøtte selvforherligende tv-kanaler som Euronews og Euronet, der serverer propaganda, som nyheder fra EU, og så på den anden side at benytte sig at et særligt uforståeligt EU-sprog, der gør det til en forhindringsbane at forstå EU-traktaterne.

Hans Magnus Enzensberger

Kritik bliver mødt med vrede og vantro: en af embedsmændenes interesseorganisationer, FFPE, skrev et åbent brev til kommissionen og krævede, at der skulle oprettes en ’særlig enhed, der er udstyret med de nødvendige midler til at imødegå alle ærekrænkende angreb, der gør EU-ansatte til syndebukke’, og EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, synes at mene, at de lande, der ikke vil som han, modsætter sig ’den europæiske ånd’. 

Det berømte subsidiaritetsprincip (nærhedsprincippet), om at løse, hvad løses kan lokalt, nationalt, er reelt sat ud af kraft.

Man kan ifølge Enzensberger ikke tale om ’et demokratisk underskud’: ’det er ikke en medicinsk gåde, men en bevidst principbeslutning’. Altså bare et pænere ord for umyndiggørelse af borgerne.

Grænser for EU?

Det originale ved EU er, at den regerer ved blød magt; den lader som om den er hensynsløst menneskekærlig: ’Vores formyndere er ikke skurke, men filantroper’. Det sidste forefindes også på nationalt plan, som Enzensberger pointerer, hvor borgerne tilsyneladende frivilligt afgiver store dele af deres frihed mod klare dessiner og retningslinjer for, hvordan de bør leve deres liv.  

Enzensbergers tekst er sarkastisk, polemisk og stort set ensidig, men den befinder sig efter min bedste overbevisning ikke ude på noget konspiratorisk overdrev. For mig sætter Enzensbergers kritiske tekst ord på egen voksende fornemmelse af, at et begrænset EU-samarbejde og et EU i flere tempi er aflyst til fordel for et stadig tættere samarbejde uden befolkningens samtykke, hvor kritik eller ønske om tilbageholdenhed fra politisk hold bliver mødt med det magtfuldkomne there is no alternative – postulat.

Hvor skal grænsen for EU's indflydelse gå, og hvor meget selvbestemmelse kan nationalstaterne afgive, uden at det demokratiske fundament, de bygger på, smuldrer? Det er i den grad en diskussion værd.