Viser opslag med etiketten Carl Frode Tiller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Carl Frode Tiller. Vis alle opslag

Bogspot: Begyndelser af Carl Frode Tiller

Mørk og hjerteskærende roman om nedarvet depression og en sjælelig nedsmeltning, der finder spejl i den globale nedsmeltning

Terje ligger for døden efter et selvmordsforsøg og tænker tilbage på centrale, formende begivenheder i sit liv, som har ledt frem mod den skæbnesvanger beslutning.

Mørke midt på dagen

Vi begynder i nutiden og bevæger os så gradvist bagud.

Terje er kommunalt ansat miljøforkæmper og er en mand med en sag og en glæde ved naturen, der dog nemt tipper over i sorte undergangsforestillinger om global opvarmning og udryddelsen af hele arter.

Terje er indelukket, sarkastisk og kynisk i sin omgang med andre mennesker, neurotisk i sin kredsen om, hvad andre gør sig af negative tanker om ham og splittet mellem at opretholde facaden, feje ind under gulvtæppet og så et flammende indre af bersærker-raseri.

Den depressive, alkoholiserede mor og den nu forsumpede og selvmedlidende søster sætter Terje i en tilstand af tikkende raseri, foragt og selvforagt -  en alt ødelæggende cocktail.

Svigt og skam

Som historien rulles tilbage i tiden, føjes nuancer til, og det fremstår klart, hvordan en opvækst præget af svigt, jalousi og skam har ødelagt deres relationer og gjort de to søskende bitre på verden og på hinanden – de er som giftslanger, der viklet ind i hinanden førsøger at sætte et dødbringende bid ind.

Manglen på kærlighed og stabilitet har gjort dem mistroiske og næsten umulige at udholde for andre mennesker - som de skubber fra sig med deres grænseløse adfærd. Som søsteren for eksempel gør til Terjes bryllup, hvor hun omtåget af druk og selvmedlidenhed melodramatisk vil tage livet af sig selv foran gæsterne ved at vade ud i en elv, mens Terje kommer med sarkastiske kommentarer til, hvad han ser som sin skamløst selviscenesættende søsters forsøg på at kapre opmærksomheden. En scene, der er skildret med sort, sort humor.

Terje brugte allerede som barn naturen som en flugt fra den alt for virkelige psykiske terror i hjemmet, og som voksen er han næsten ude af stand til at være sammen med andre mennesker – bortset fra datteren – og det gør ham ensom, ulykkelig og bitter.

Carl Frode Tiller skildrer fornemt de komplekse relationer og sjælens mørke hos et degressivt og følelsesmæssigt skadet menneske. Læsningen drives frem af et nærmest kriminalistisk ønske hos læseren om at finde svar på åbning-scenens gåde. Tilbageholdt og sikkert opruller Tiller den usigeligt triste historie.

Begyndelser af Carl Frode Tiller
Oversat til dansk af Sara Koch
333 sider
Rosinante


Indkredsning af Carl frode Tiller

Indkredsning af Carl frode Tiller
Indkredsning
Af Carl Frode Tiller

I velskrevet norsk roman skildres med stor psykologisk indsigt det smertelig skel mellem ungdommens højtflyvende drømme og den fladtrådte, tarvelige virkelighed


Det er det helt store eksistentielle spørgsmål om identitet som den norske forfatter Carl Frode Tiller tager op i sin tredje roman på dansk, Indkredsning. Romanen forsøger gennem en fremstilling af en række skæbner at indkredse, hvad et menneske egentlig består af udover kød, blod og knogler. Det er der kommet en særdeles vellykket, men barsk roman ud af.
Den unge David, romanens fraværende hovedperson, har fået hukommelsestab og en annonce i avisen opfordrer alle, der har kendt ham, til at skrive og fortælle om deres forhold til ham, sådan at han af den vej kan rekonstruere sin fortid. Det er derfor kun igennem de andres fortællinger om David, at læseren kan danne sig et billede af ham.

Romanen er struktureret af tre lige store dele, i hver af hvilke personer med tæt tilknytning til David fortæller om deres nuværende liv. Det drejer sig om Davids barndomsven, den forkrampede og indelukkede Jon; Davis stedfar, den mildt formanende præst Arvid, der er dødeligt syg af kræft og endelig Davids ekskæreste Silje, der tidligere gav den som sværmeriske boheme, men som nu lever et trist og hverdags gråt liv.

Ind imellem disse nutidsfortællinger får vi i de breve, de stiler til David, ikke bare et komplekst og modstridende billede af ham, men altså også et billede af den enkelte brevskrivers fortid, som står i skærende kontrast til den depressive og modløse krisesituation, som de alle befinder sig i nu.

Det er karakteristisk for alle de tre brevskrivere, at de er intelligente og reflekterende mennesker, der dog til trods, eller måske er det netop på grund af deres intellekt, kommer til kort, fordi de er for fortænkte, for analyserende, og i sær gælder det for Jon, er for nærtagende til at kunne handle og være sådan som de gerne vil være. Det ses tydeligst i dialogerne, der er små fortættede hverdagsdramaer, hvor man som læser hele tiden fornemmer, at der under det mere eller mindre tilforladelige ligger en afgrund af bitterhed, forsmåelse og bristede illusioner,

Personerne kan ikke få greb om og finde et sprog, der er i stand til at videregive det indre kaos, de føler, og gang på gang handler de i modstrid med deres intentioner og forværrer derfor deres egen situation.
Afsnittet om barndomsvennen Jon, der gemmer sin fiasko som musiker bag et tykt lag af sort ironi og kynisme, er blændende godt skrevet. Man føler som læser uvilkårligt medlidenhed med den usikre og forsømte mand, der bag den ligeglade attitude er sig sin egen uheldige fremtoning fuldt bevidst, men som tragisk nok ikke er i stand til at ændre den. Her er som i resten af romanen ikke meget opbyggelighed at hente.

Romanen er første del af en planlagt trilogi og jeg ser frem til at læse fortsættelsen. Jeg vil varmt anbefale bogen først og fremmest for de fremragende dialoger, der opleves som veritable krige på ord.
Så, hvis man som læser ikke er bange for at tage favntag med litteratur, der tør beskæftige sig med store og væsentlige emner, kan Carl Frode Tillers roman være et godt bud.

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.