La defensa de Madrid af Mauel Chaves Nogales

’En bog, der brænder mellem hænderne’

Udgivelsen i 2011 af La defensa de Madrid, der er en krønike om det heroiske forsvar af hovedstaden Madrid i de første måneder af Den Spanske Borgerkrig, er faktisk lidt af en sensation.

Forfatteren var nærmest glemt og hans knivskarpe og ekstremt nærværende reportager, nedskrevet med en vis afstand til begivenhederne de beretter om, skrevet i eksil i 1938, blev i al hast oversat og bragt i den engelske avis Evening Standard og på spansk i det mexicanske magasin Sucesos para todos, for så siden at blive glemt, samle støv, spredt rundt i verdens arkiver.

Et tilfælde og et efterfølgende rendyrket akademisk detektivarbejde måtte der til, før Chaves Nogales krønike kunne samles til et hele. 

En usandsynlig helt i en usandsynlig blodig broder-krig

Bogen beretter som sagt om republikkens forsvar af hovedstaden, Madrid, der i de første måneder af Borgerkrigen så ud til at falde i nationalisternes hænder.

 Én mand står i centrum af beretningen, den ringeagtede, undervurderede og usandsynlige helt, general Miaja, der som øverstbefalende om nogen havde ære at opbygge forsvaret af Madrid, og af at byen så længe holdt stand til trods for at regeringen over hals og hoved var flygtet til Valencia, og skamløst havde overladt Madrid til sin skæbne.

Her begynder, Chaves Nogales beretning, da general Miaja med tomme hænder og et bureaukratisk helvede af modstand, trodser en lodret ordre og i al hast med de forhåndværende midler, som ikke var mange, går i gang med sin mission: at forsvare republikken og Madrid til sidste mand mod Francos toptrænede soldater.



Når kaos er orden, og orden forbrydelse

Det er ikke nemt at være republikansk general i de første måneder af borgerkrigen, for blandt den voksende skare af anarkister, kommunister og andre ekstremister bliver militære dyder betragtet med ikke bare mistro, men ligefrem som en forbrydelse: magtesløshed og modgang overfor den velsmurte nationalistiske krigsmaskine, bliver af kommunister og anarkister vendt til paranoide anklager mod de endnu loyale officerer – Hemos sido traicionados; fusilemos a los jefes! (Vi er blevet forrådt; lad os skyde de overordnede!).    

Men general Miaja, en gamle, skaldet og kraftig mand med runde briller har, hvad der skal til for at bringe orden i det kaos, der huserer i Madrid.

 Miaja er ikke ideologisk, helt bestemt ikke kommunist, sådan som den nationalistiske propaganda fremstiller ham, men derimod en militærmand med en enorm integritet, mod, menneskekundskab og den nødvendige jernhårde vilje (’jeg har brug for mænd, der ved, hvordan man skal dø! (necesito hombres que sepan morir).

Miaja er simpelthen den rette mand på rette tidspunkt, mens regeringen i Valencia –  ledet af den latterlige, opstyltede Largo Caballero- el caudillo tropical, som Caves Nogales kalder ham –  er ineffektiv, kujonagtig og tilsyneladende mere indstillet på at stække Miajas magt end at hjælpe til i forsvaret af byen.

Til stede overalt

Chaves Nogales synes at være til stede overalt i Madrid: i Miajas bunker, når generalen forsøger at få de internt stridende fraktioner til at holde sammen eller kæmper i telefonen mod Caballeros ødelæggende inkompetence; ved fronten, hvor der kæmpes nådesløst om hver meter; på gaden, når de tyske fly kaster deres bomber over Madrid, og uskyldige børn, kvinder og mænd bliver lemlæstet og dræbt.

Han er også til sted, da en tank bliver nedkæmpet og de nationalisternes angrebsplaner bliver fundet i lommen på en død soldat; og man fornemmer den utryghed og uvished, der har sænket sig ned over byen.

Men læseren får også eksempler på de absurde, de galgehumoristiske og fandenivoldske indslag  som indbyggerne griber til - i Nogales fortælling, banker en livgivende puls konstant.

Manuel Chaves Nogales

Stolt Småborger og journalistisk pioner

Manuel Chaves Nogales kaldte sig selv stolt for un pequeño burgués liberal. På sine reportagerejser til Sovjetunionen og til det fascistiske Europa, havde Nogales modsat de fleste andre klart set lyset: de to totalitære ekstremer repræsenterede bestemt ikke noget paradis. De var menneskefjendske, modbydelige og decideret morderisk gift, som spredte sig ud over verden.

Så mens mange andre intellektuelle beredvilligt knyttede næven eller strakte armen, kæmpede Nogales, med et beundringsværdigt mod og klarsyn, for demokratiet og for den spanske republik. Som den spanske forfatter Antonio Muños Molina skriver i forordet, med frygtelige forudanelser om, hvad der ville ske, hvis en af de to ekstreme ideologier skulle sejre.

En af de mange illustrationer fra bogen

Det er også blevet fremført at Nogales med sin subjektive og litterær bevidste stil egentlig er en forløber for Truman Capotes langt senere New Journalism. Munoz Molina sammenligner Nogales’ værk med Arturo Barea og Orwell og mener at La defensa de Madrid er en bog, der ligefrem brænder mellem hænderne på læseren.

Jeg tror nu, jeg undgik brandsår, men bogen er stærkt medrivende i al dens gru, spænding, og menneskelige drama.

Bogen er forbløffende nem at læse, rent sprogligt, så med en rimelig beherskelse af spansk, vil mange kunne få udbytte af denne vældigt interessante lille bog, der også indeholder de flotte, originale blyantstegninger og fotografier, som ledsagede reportagerne.                

http://manuelchavesnogales.info/ er en side dedikeret til jorunalisten og forfatteren Manuel Chaves Nogales, og her kan den interesserede læse meget mere.

Arturo Bareas erindringsværk i tre bind: Smedjen, Den blodige vej, Oprøret

Arturo Bareas sansemættede erindringer fungerer glimrende som rejseguide til Spaniens blodige historie i første halvdel af det 20. århundrede.

Det er en gribende rejse Arturo Barea 1897-1957 tager læseren med på i sine tre bind. Fra barndommens Madrid i begyndelsen af det 20. århundrede i bind 1, når vi til Spaniens krige i Marokko i 1920erne i bind 2, før cirkelen sluttes i Madrid under den spanske borgerkrig, hvor Barea med de nationalistiske oprører for døren må drage i eksil, først til Paris og sidenhen til England.

Bøgerne, får vi forklaret i bind 3, er født ud af en nødvendighed om at forstå hvori sammenfaldet består mellem den åndelige svækkede tilstand, han befinder sig i under den udmagrende belejring af Madrid og Spaniens ditto. Bøgerne er hans svar på spørgsmålet om, hvorfor Spanien blev drevet ud i en altødelæggende borgerkrig, der lagde landet i ruiner og som splittede familier og såede et uoverstigeligt had mellem tidligere venner, hvor Kain dræber Abel!

 Bøgerne har således både et personligt og historisk terapeutisk sigte. Men heldigvis afholder Barea sig bevidst fra at drage konklusioner på læserens vegne. Han gør blot det, han gør bedst, nemlig så troværdigt og retfærdigt at berette sin egen dramatiske historie, der opleves som et kondenseret portræt af et helt land.

Smedjen, bind 1, er et lyslevende portræt af Madrid set med barnet Arturos øjne. Fortællingen låner troværdighed netop ved at lægge beretningen i barnets mund, hvilket også kaster et komisk og absurd skær over de voksnes verden. Historien løber fra ca. 1900 – til 1920 og beretter om Bareas opvækst og ungdom i et fattigt arbejderhjem, hvor faderen er død og moderne må ernære sig som vaskekone ved Manzanares - floden, mens Arturo leger med de andre arbejderbørn. Han er et opvakt og nysgerrigt barn og ved en rig onklens mellemkomst får han en uddannelse.

Moderen arbejder i øvrig for selvsamme onkel og tante. Onklen er en godmodig mand som Arturo sætter stor pris på, mens tanten er en dydig, omklamrende katolik, der vil at også Arturo skal opføre sig og klæde sig som en sådan. Dette er noget, der for første gang af mange åbner Arturos øjne for, at han ikke rigtig passer ind nogen steder i et skarpt klassedelt samfund, hvor man altid har snobbet for titler og hellere vil være en forgældet adelsmand end en rig borger.

Arturo er søn af en vaskekone og leger med arbejderdrenge, men han går på tantens påbud klædt som en lille señorito, en fin herre, og da han er boglig lærenem kommer han også til at gå blandt de velhavendes sønner, der foragter ham for at være netop arbejdersøn, mens kvarterets børn og kvinder anklager ham og hans mor for at snobbe opad.

Dette giver sammen med oplevelserne på skolen, hvor de som oftest hykleriske, grådige og magtfuldkomne præster står for undervisningen – der er dog enkelte positive og menneskekærlige undtagelser- Arturo en indsigt i samfundets grundlæggende uretfærdige udformning og stemmer hans fremtidige solidaritet med først og fremmest de undertrykte: arbejderklassen og de fattige. 

Skolen er frem for alt et mikrokosmos af samfundet med et fastlåst hierarki og dræbende udenadslære, der skal forme eleverne til gode, ydmyg katolikker og undersåtter – mens præsterne nærmest åbent spiller almisser givet til skolen op! Et meget rammende billede på det religiøse hykleri, der så længe har forarmet landet.

Bind et var for mig det bedste af de tre bind, til dels på grund af de præcise, detaljerige, men ukunstlede beskrivelser af barndommen og opvæksten, men også fordi det er båret af en større grad af varme, humor og menneskelighed end de to næste bind, der er meget grumme beretninger, hvor katastrofen hele tiden lurer og kaster sin blodige skygge over fortællingen, hvilket titlen på bind 2 jo også mere end antyder: Den blodige vej.



Den blodige vej (forside fra den spanske udgave la Ruta)



Vi møder her Arturo nu som sergent i den spanske hær udstationeret i Spansk Marokko, hvor oprørerne ønsker at kaste spanierne på porten. Hæren er gennemkorrupt, bevidst ineffektiv og for de fleste officerer udstationeret i Marokko, drejer det sig om at malke så mange penge ud at den spanske statskasse som muligt. Som der står ”De første 25 år af dette århundrede var Marokko en slagmark, et bordel og en gigantisk beværtning”. 

Nok engang er diskrepansen afgrundsdyb mellem hvad der fra officielt, centralt hold i Madrid siges om, hvorfor de spanske soldater kæmper i Marokko, og hvad der rent faktisk foregår i kolonien. Den forløjede propaganda om at Spanien skulle bære fornuftens fakkel til Afrika er grotesk, som Arturo skriver: ”Skal vi analfabeter civilisere maurerne?”.

Meget af forklaringen på det senere oprør mod den demokratiske republik skal søges i Marokko, hvor en alt for stor og mægtig hær ingen interesse har i freden, men tvært om tjener fedt på konflikten og diktatoren Primo de Riveras endelige tilbagetrækning af hæren fra det urolige Marokko vækker stor utilfredshed hos de senere arkitekter bag militæropstanden i 1936 af hvilke vi blandt andet møder fremmedlegionens frygtede, men karismatiske kvasi-fascistiske leder Millan Astray og ikke mindst den upåvirkelige, karriereofficer og senere diktator igennem fyrre år, Francisco Franco.

Nok engang er detaljerigdommen stor i de stemnings- og sansemættede beskrivelser af det uvejsomme, ørkenlandsskab under en evigt brændende sol, og med det altgennemtrængende sand, der skyldes ned med sprut i stride strømme efterfulgt af besøg på de utallige bordeller.  Arturos foragt, men tvungne deltagelse i dette store maskespil af løgn, korruption og fordærv vækker yderligere hans politiske bevidsthed om at samfundet er pilråddent og må ændres.



fra borgerkrigens Madrid



Oprøret, titlen på bind tre, hentyder åbenlyst nok til militærrevolten i 1936, men også til Arturo Bareas personlige opgør med sit normale, men ensomme borgerlige liv, hvor de unge års drømme om enten at blive forfatter eller ingeniør er kasseret til fordel for et arbejde, han ikke bryder sig om og et dødt samliv med en kone, der ikke interesserer ham og en elskerinde, der heller ikke længere formår at distrahere ham fra det faktum, at hans liv synes meningsløst. Men bag det pæne borgerlige ydre er Arturo stadig en socialist, der drømmer om at kunne ændre sit land såvel som sit liv. Men han føler sig fanget og magtesløs overfor sit eget livs og lands fakta, og han er derfor mismodig og nedtrykt.

Militæropstanden i 1936 skildres på afstand i det republikanske Madrid, hvor Arturo får arbejde som censor for republikken. Krigen forgår i første omgang på afstand, men chokbølgerne rammer hovedstaden og frygt, anarki og selvjustits breder sig.

Bareas skildring af også den republikanske side, først og fremmest kommunisternes vilkårlige anholdelser og likvideringer ofte på baggrund af anonyme anmeldelser er grum læsning. Ofte sker de fatale anmeldelser på baggrund af gammelt nag eller ud fra et ønske om personlig vinding. Som krigen skrider frem væmmes republikaneren, humanisten og pacifisten Barea i stigende grad af den altædende vold på begge sider, og han lammes af depression og afkræftelse. I borgerkrigens Madrid møder han dog også sin kommende kone og sjælepartner den østrigsk-fødte socialist og spaniensfrivillige Ilsa.

Mod slutningen af borgerkrigen, hvor Spaniens skæbne synes beseglet, forlader de sammen landet, for ikke at lide samme fatale skæbne som de mange, der enten falder i nationalisternes hænder, eller som det er i deres tilfælder: udsat for misundelse og nag fra egne magtfulde rækker, hvilket oftest ordnes med improviserede standretter.

Spanien gik en trist skæbne i møde præget af ængstelse og nyt diktatur. Men Bareas erindringer som udkom først i England 1941-46 bærer på fin vis vidnesbyrd om en frihedselskende mand, hans liv, hans land og hans kamp for frihed og retfærdighed i en mørk periode af spansk og europæisk historie.