Bogspot: Skyggezone af Arne Dahl

Arne Dahl er tilbage i Stockholm med første bind i en ny strammere og mere konventionel krimiserie.

Slanket krimi

Efter fire meget ambitiøse bind med den europæisk politigruppe, Opcop, med base i Haag, er Dahl nu vendt tilbage til der, hvor det hele startede: i den svenske rigshovedstad, Stockholm.

Der er dog tale om et nyt, men i forhold til Opcop-serien, langt slankere persongalleri hovedsageligt bestående af Manden og Kvinden i skikkelse af Sam Berger og Desiré Rosenkvist.

Sam er en for så vidt mere traditionel hovedperson, end vi er vant til fra Arne Dahls pen: Sam Berger er en fraskilt, plaget midaldrende efterforsker med en passende excentricitet for Rolex-ure og tidens mange irgange.

Deer (Desiré) er Sams kvindelige modstykke og genrebeviste sidekick, mens chefen og karrieremageren Allan, som det jo er med politichefer, giver meget lidt for Sams indfald, intuition og mange irregulariteter: en moderne efterforskningsenhed har hverken brug for ensomme ulve eller løsgående og oppumpede egoer.

Sam og Deer skal forsøge at finde en 15 årige pige, der har været forsvundet i tre uger, en pige,som Sam gruer for, er det seneste offer for en seriemorder og trickster af professor Moriarty-snittet.

Historien åbner lige på og hårdt med en voldsom politiaktion mod gerningsmandens formodede gemmested, mens regnen siler ned i tykke apokalyptiske-true detective-stråler og hemmelig rum og lumske fælder lurer i det tætte rovdyrsmørke.

Det arne dahlske fingeraftryk

Det er som nævnt en mere traditionel og mere ligefrem krimi med færre handlingstråde og personer at holde rede på end i Dahls seneste firebindsserie. Arne Dahl er en dygtig plotmager, og han holder fermt spændingen romanen igennem.

Selvom plottet således er stramt styrende, er der stadig plads til de karakteristiske dahlske fingeraftryk: den for plottet tilsyneladende irrelevante og forvirrende åbning; de små metabevidste kommentarer; de litterære krummelurer; uventet, nørdet fakta om verdens opbygning; og det underfundige pingpong hovedpersonerne imellem. Og så tilsættes det alt sammen en fortællers særligt svenske samvittighedskvaler over fremtidssamfundets lurende inhumanitet.

 Det fungerer helt gnidningsløst, og mon ikke også Arne Dahl også vil finde endnu flere læsere med denne kortere og mere ligeud-ad-landevejen-krimi?

Anmeldelse: To mand frem for en enke af Arne Dahl

Af: Lene Dybdahl (forfatter og gæsteanmelder)

Mafia, genmanipulation og hacking mod private virksomheder. Sidste bind i Opcop-serien tager højaktuelle emner op og maler et portræt af samfundets dunkleste sider. Arne Dahl fører os sikkert gennem en gordisk knude af et plot, hvis mangfoldige tråde til sidst løses op og sagens sammenhæng går op for læseren - også uden hjælp fra forfatteren.

Sidste bind sluttede med, at den italienske Opcop-efterforsker Donatella Bruno blev sprængt i luften. Samtidig fik Opcop-gruppens leder Paul Hjelm tilsendt en video, der viste at to af Opcop-gruppens medlemmer, som man troede var døde, stadig er i live. Hjelm sender sine underordnede i felten for at finde frem til de kidnappedes opholdssted, og titlen To mand frem for en enke refererer til dette, at efterforskerne sendes parvist ud i verden. Metaforen fungerer bedre på svensk, hvor legen kaldes Sista paret ut.

Hovedperson i krise

Paul Hjelm befinder sig i en livskrise, hvor han påtager sig skylden for alverdens problemer, og derfor må han opsøge psykologen Ruth, der skal hjælpe ham. Der er langt fra den seje action-helt Paul Hjelm fra A-gruppen til den selvynkende slipsedreng i Haag. Hjelm er kommet til at opfatte sig som en 'hub' - en person, der bare samler tråde og fordeler arbejdet, men ikke selv går i felten. Heldigvis træder han lidt i karakter i bogens slutning og retter dermed op på det vattede image.

Eksotiske lokaliteter underbygger stemningen

Som med de andre bøger i Opcop-serien skinner Arne Dahls rejselyst igennem i To mand frem for en enke. Især portrættet af Sverige, Italien og Kina står stærkt, mens Haag fremstår mere diffust. De eksotiske lokaliteter er ikke kun baggrundstæppe for handlingen, men er i sig selv med til at underbygge stemningen.

Informationstung dialog

Arne Dahl har bogen igennem et ubesværet og nuanceret sprog, og derfor springer det i øjnene, de enkelte steder, hvor han ikke har tiltro til læserens hukommelse og opfattelsesevne. For nok er bogen ret så lang og med lange kapitler, der retfærdiggør at forfatteren ind imellem må samle op og hjælpe læseren videre, men når man ved at Arne Dahl mestrer sproget bedre, skæmmer det læsningen med informationstunge dialoger som denne:

"Hvor længe har vi egentlig været her?" spurgte Jorge Chavez. "Over en måned, ikke?"
"Jo," sagde Espositio. "Og hverken du eller jeg tilhører Opcops kerne. Så normalt er vi kun i Haag fjorten dage ad gangen. For mit vedkommende ingen problemer, jeg er ungkarl, men hvad siger din kone, Jorge?"
"Jeg har fået specialtilladelse," sagde Chavez. "Ikke uden mukken, men dog specialtilladelse. Jeg tror nok, det hjælper med vores nye landsted uden for Gnesta ..."

Det er en mindre ting, men en årvågen redaktør ville nok fange, at der i citatet ovenfor har sneget sig et i for meget ind i Espositos navn, og et par sider længere fremme staves han med a.

Dejlig underspillet humor

Arne Dahls underspillede humor er blandt de gode varemærker, der adskiller ham fra mængden af krimiforfattere. To mand frem for en enke har et dystert tema, og derfor er det befriende med et comic relief midt i alt det sorte.

To mand frem for en enke er ikke den bedste i serien, men alligevel en velskrevet krimi med få skønhedsfejl. Arne Dahl er en rutineret og talentfuld forfatter, som formår at kombinere et spændende plot med et højaktuelt tema. Det bliver spændende at se, om Arne Dahl sender Paul Hjelm på pension og begynder et helt nyt krimiunivers efter to meget vellykkede serier om A-gruppen og Opcop.  

Bogen er oversat af Anders Johansen.

Anmeldelse: Blindebuk af Arne Dahl

Bind 3 i Opcop-serien. Blindebuk er en meget ambitiøs og velformuleret krimi med et veldrejet plot og et stort persongalleri. Da først handlingen sættes i gang, går det vilde ridt gennem Europa i jagten på den organiserede kriminalitet.

Men Opcop’erne er blevet lidt for runde og polerede, og de første cirka 70 sider er for megen klichefyld: de politiske korrekte floskler flyder fra EU og bliver skyllet ned med dyr rødvin, cognac og selvsmagende enstemmighed. Der mangler den vanlige ironiske distance. Jeg savner altså lidt pølsemanden, Viggo Norlander, i dette pæne EU-selskab.

Et sygt Europa

Det er ikke så lidt Opcop-gruppen, Europols operative gruppe denne gang skal stille op mod, for den kriminalitet, de forsøger at bekæmpe, er først og fremmest symptom på et sygt Europa, et Europa styret af ny-liberale mørkemænd med junglekapitalisme på dagsordenen, hvor tidens nye toner lyder, at enhver er sig selv nærmest, mens almindelig anstændighed og omsorg for de svage helt er gået fløjten.

Den liga af forbrydere, som Opcop-gruppen overvåger, bedriver noget så modbydeligt som menneskehandel med romatiggere! Så nedrig og menneskefjendsk er det altså blevet. Men heldigvis er der stadig nogle få ukorrumperede humanistiske sjæle, der holder den moralske fane endog meget højt, og som sætter alt ind på at bremse den uhæmmede kapitalisme, den middelalderlige nationalisme og den tankeløse klimaforurening.

De rigtige meninger

En af dem er den franske miljøkommissær med det sigende efternavn Marianne Barrière. En politiker som de to turtelduer og Opcop-betjente, Paul Hjelm og Kerstin Holm, ikke kan andet end beundrer dybt for hendes visioner om en europæisk fremtid med bæredygtig energi.

Men lige som benævnte kommissær skal til at fremsætte lovforslaget i Europakommissionen, bliver hun udsat for særdeles grov afpresning.  Der er store interesser på spil, og Opcop-gruppens efterforskningsarbejde sender dem vidt omkring: til EU-sæderne Haag og Amsterdam, men også til et moderne stockholmsk blodbad, til danske Ebeltoft og til Homers fødeø, Chios, hvor den pensionerede Gunnar Nyberg fordriver tiden som forfatter.  

En blind mand, Homer og ligeværd mellem kønnene

Som altid hos Dahl er der mange handlingstråde, der skal føres sammen, for at plottet kan gå op. Og uden at sige for meget spiller blandt andre en interessant dagbog, en gådefuld blind mand og Homers Iliaden væsentlige roller. 

Arne Dahl mestrer kunsten at skabe suspense og cliffhangers så spændingen gradvis intensiveres og de litterære ambitioner er som altid store.

Det, der halter denne gang, er som sagt fremstillingen af efterforskerne. Jeg savner mere konflikt, drama og flertydighed. Det er temmelig uinteressant at høre om deres kedelige anstændighed og helt igennem ligeværd mellem kønnene med et kvantum korrekt sex mellem forstående ægtefæller.

Men til trods for disse anfald af ærgerlig politiske korrekthed, så er der altså god gedigen underholdning og spænding at hente i de næsten 500 sider.   

Stoleleg nr. 2 i Opcop-serien af Arne Dahl

Intelligent og stærkt fængslende litterær krimi fra Arne Dahl sætter skarpt og nuanceret fokus på (med)menneskelighedens trange kår

Europas mørke hjerte
En række opsigtsvækkende drab og dødsfald rundt om i Europa, får alarmklokkerne til at ringe for Europols (hemmelige) operative enhed, Opcop, med Paul Hjelm i spidsen: En plastikkirurg med terroristkoblinger bliver fundet hængt i sit hjem i Belgien, en albansk våbenhandler bliver skudt på en bar i Stockholm, og liget af en tjekkisk EU-parlamentariker bliver fundet på en afsides beliggende fængselsø ud for Toscana.

 Hvilken forbindelse er der mon mellem de forskellige sager? Og yderligere, hvilke streger kan man tegne fra disse til to andre sager, der drejer sig om henholdsvis en afskyelig, horroragtig fængsels-ø, hvor fangerne æder hinanden, og en sag om en række uhyggelige forskningseksperimenter?

Ja, der er nok at holde rede på i Arne Dahls nyeste krimi i Opcop-serien,og det ville simpelthen være synd at løfte sløret for meget for bogens fabelagtige plot, så det vil bestræbe mig på ikke at gøre.

(Med)menneskelighed
Tematisk kredser bogen om arv og miljø, og om der i mennesket findes et spontant instinkt til at råde bod på uretfærdigheder, noget som kan overskride den tunge arv man nu har med i bagagen.

Hvordan mangel eller ligefrem udslettelse af medfølelse kan føre til ufattelige grusomheder, men faktisk også, hvordan for stærk indlevelse kan få fatale konsekvenser: at identificere sig så meget med andres lidelser, at man i de dødes navn påtager sig at genoprette retfærdigheden.
Det lyder måske tungt, men er det ingenlunde.

Til hjerne såvel som krimihjerte(r)
Det er vel ikke mange andre en Arne Dahl, der kan slippe godt fra at blande Dumas’ Greven fra Monte Cristo med en vis Mari Shelly klassiker, tilsætte det lidt græsk tragedie, spæde det op med grumme historier fra det 20. århundredes righoldige rædselskabinet af sociale eksperimenter, tilsætte Den kolde krig og, sidst, men ikke mindst, hælde en god portion samtidskritik af den vilde, samvittighedsløse jungle-liberalismen oveni.

Og så serverer han det forklædt som en hæsblæsende spændingshistorie med et stramt og velkomponeret plot med plads til blodig alvor og skarp ironi.

De skarpsindige symbolanalytikere i Opcop kommer vidt omkring i litteraturen såvel som i et Europa og en verden i forandring. Det giver et udblik og en dybde i Arne Dahls bøger, som jeg er vild med.

Stoleleg er en fortræffelig spændnings/krimiroman, der overgår det første bind i serien og, den kan varmt anbefales.

Mit eneste kritikpunkt er at nogle af figurerne i Opcop ender med at ligne hinanden lidt for meget: lidt for renskuret med middelklassens (luksus…) problemer: hvor svært det er at skulle blive forældre, at være en intelligent, handlekraftig kvinde uden at kunne finde en partner etc.

Der kan jeg godt savne den dynamik, som de kantede, fanden-i-voldske og grove-i-munden-typer som Gunnar Nyberg og Viggo Norlander skabte i A-gruppen.
Men heldigvis er den lyse excentriker Arto Söderstedt i den grad med på holdet.