Gomorra af Matteo Garrone

Gomorra af Matteo Garrone

Realistisk, råt og nådesløst portræt af den italienske mafia i en film der desværre er lidt langtrukken og usammenhængende.

Sig ordet mafia og de fleste vil nok uvilkårligt tænke på film som Godfather, Goodfellas og A Bronx tale. Det er alle film, der sætter den italienske mafia i et romantisk lys, på en måde så velsagtens enhver frisk dreng kunne få lyst til at blive indlemmet i la famiglia: i det særlige machofællesskab, hvor mænd af ære dagligt må håndtere hurtige biler, varmt bly og endnu varmere kvindelår.

Matteo Garrone har med sin film, der er baseret på Roberto Savianos bog af samme navn(dansk titel Mafiaen i Napoli), sat sig for at destruere fiktionens eksotiske skønmaleri af mafiaen og dens ærefulde hverv.
Her er der intet storladent og ærefuldt tilbage kun koldt begær, vold og frygt.

Vi befinder os i de ludfattige kvarterer i Napoli, der i filmen med reference til biblen fremstilles som en syndens by fra helvede. Her har Europas mest magtfulde forbryderorganisation Camorraen sin rede i en by, der i filmen mere ligner en krigsskueplads end en by i Europa.
Alle personerne i filmen er med i eller berørte af mafiaen.

Vi præsenteres for fem personers sideløbende fortælling, der alle har det tilfælles, at de befinder sig i periferien af mafiaen, og måske derfor er mere udsatte. Fra denne periferi ønsker de enten at slippe helt ud af mafiaens favntag, eller også ønsker de som drengen Totó brændende at blive en del af mafiaen, eller ligefrem som de to desperado -drenge Marco og Ciro som en anden Al Pacino i Scarface at overgå selvsamme mafia.

Det er en (storby)jungle, der fremmanes, hvor korruption og pludselig død er i centrum. Vi får som seer ikke noget indblik og overblik over byen eller mafiaen, men følger i stedet med det rystede håndholdte kamera nogle af de små fisk, hvis liv og ikke mindst død synes helt igennem betinget af mafiaen og de konstante fraktionskampe i den.

Det er, som det fremgår, en ekstrem voldsom film, der i sin æstetik kan minde en del om den mexicanske film Love is a Bitch. Skuespilpræstationerne er stærke og troværdige og filmens realisme er stærkt overbevisende. Alt sammen bidrager det til det, der er filmens egentlige hensigt, nemlig at afdække og afklæde en æreløs, forbryderisk og kynisk organisation, der på ingen måde er noget glorværdig ved.

Min indvending mod filmen er, udover dens længde, at jeg ikke i tilstrækkelig grad lod mig rive med af fortællingen. Når først alt det afskyelige er blotlagt, mangler jeg at filmen tager skridtet videre og skaber en større sammenhæng ud af de enkelte skæbner, og forsøger at give et bud på, hvordan og hvorfor det kan lade sig gøre, at den flere hundrede år gamle forbryderorganisation Camorraen ikke bare overlever i et EU-land som Italien, men ligefrem vokser.
Filmen skal derfor først og fremmest ses for sin uheroiske og nådesløse skildring af mafiaens brutalitet.

Tropa de elite af José Padilha

Tropa de elite – en film af José Padilha

Brasiliansk film giver narkogangstere og andet skidtfolk smæk for skillingen, mens denne anmelder nok mest af alt er slået af forundring


Film fra Brasilien er lidt af et særsyn herhjemme, men efter at det stort anlagte episke værk City of God har gået sin sejrsgang kloden rundt, er det nu heller ikke længere et særsyn.

Det er spændende at få et indblik i et land, der for tiden stormer frem på det internationale vækstmarked, men som vel først og fremmest er kendt for sine fantastiske fodboldspillere og Rio de Janeiros lange, hvide strande, som er yndede turistmål.

Glansbilledet af det eksotiske Brasilien har dog også en mørk skyggeside, som landet til trods for generelt stigende vækst ikke har kommet til livs. I slumkvarterne i farvelaerne leves et helt andet liv end på det glamourøse Copacabana og det fashionable Ipanema.
Her langt fra turistbrochurernes skønmaleri lever folk i bundløse fattigdom og i evig frygt for de skruppelløse narkogangsters, og som det siges i filmen, er der i Rio de Janeiro 700 farvelaere, langt de fleste styret af bevæbnede grupper.

I Tropa de Elite følger vi Nascimiento, kaptajn i de ubestikkelige elitestyrker BOPE, og hans genvordigheder med at finde en afløser. Efter at Nascimiento står for at skal være far, og som resultat af dette oplever galopperende stresssyndromer og generel uro på hjemmefronten, ønsker han at trække sig fra det mildest talt voldelige og psykisk belastende arbejde med at tæve og torturere narkomistænkte.
Ret hurtigt finder vi ud af, at der kun kan være to kandidater til optagelse i politiets elitestyrke nemlig de to ubestikkelige politirekrutter og venner Netó og Matías. Den ene er hvid, impulsiv og voldelig, mens den anden er en intellektuel, eftertænksom sort fyr, der sideløbende læser jura.

Netó og Matías, i sær sidstnævnte, er to lyspunkter i et ellers gennemkorrupt system, hvor alle: politikere, politichefer og menige politibetjente synes at tjene fedt på kriminaliteten, ja faktisk virker det som om, narkokriminaliteten er en integreret del af systemet. Kun elitestyrken BOPE fremstilles i filmen som et (nødvendigt)alternativ til det ellers pilrådne samfund.

Og dannelseselementet i filmen består da i for de to unge naive grønskollinger (og for seeren) gennem blodige og bitre erfaringer at nå til selvsamme erkendelse. Det er dybt problematisk.
Det er prisværdigt, at filmen forsøger at afdække omfanget af korruption i systemet, men det går galt, når filmen i den grad synes at være besnæret af korpsånden hos de selvrådende og fascistoide sortskjorter fra elitetropperne. Og når kaptajn Nascimiento, hvis irriterende og bedrevidende fortællerstemme, vi hører hele vejen igennem filmen, uimodsagt får lov til at fremsige selvretfærdige morallære om, hvorfor det er i orden at nakke alle, der har det mindste at gøre med kriminalitet, er det ude på et overdrev.

Filmen får tempo og puls fra det håndholdte kamera og de hidsige klipninger. Billederne fra farvelaerne er forbryderisk varme og giver et vist eksotisk, æstetisk præg til den modbydelige vold. Karakteren er klicheer og handlingen ret så forudsigelig. Det er for mig uklart, hvad filmen egentlig vil udover at hylde et gammeltestamentligt princip om øje for øje og så være en undskyldning for en actionfilm.

Jeg er slået af forundring over, hvordan filmen har kunnet høste international ros, vinde Berlinfestivalens guldbjørn i 2008 og blive sammenlignet med City of God, hvis episke anslag eller kreativitet den ikke ejer.