Anmeldelse: Mistanke om vold af Dror Mishani

Mørk, lavmælt og meget velfortalt kriminalroman om uhyggen i familiens skød. Andet bind i serien med den israelske efterforsker Avraham Avraham tager tråden op fra det foregående bind ’Din nabos søn’.

Den israelske krimiforfatter og litterat med speciale i kriminalromanens historie har igen skrevet en rigtig god roman, hvor efterforskning og psykologisk dybdestudie går op i en højere enhed.

Tilbage i Tel Aviv

Avi (Avraham Avraham) er tilbage i den stille Tel Aviv forstad Holan efter at have været på ferie i Bruxelles med sin nye kæreste Marianka. Da Avi forlod Israel, vidste han ikke, om han ønskede at komme tilbage til sit arbejde, så hårdt havde sagen om den forsvundne dreng taget på ham.

Avi, der ellers læser bunkevis af kriminalromaner for at se om han kan finde fejl hos de fiktive detektiver, havde selv begået fatale fejl og truffet forkerte beslutninger med tragiske følger og for ham traumatiserende konsekvenser. Nu opsat på ikke at overse væsentlige detaljer bliver han kastet ind i opklaringen af en sag om en efterladt kuffert indeholdende en attrapbombe stillet op ad en vuggestue, hvor til kommer en anonym opringning med beskeden om ’at bomben kun er begyndelsen’.

At komme bag personernes fremtræden

En mand, der opfører sig besynderligt ved gerningsstedet, bliver anholdt for snart at blive løsladt igen. Lederen af børnehaven afviser bryskt, at hun skulle ligge i strid med nogen, men personerne og tingene er ikke, som de tager sig ud. 

Mistanken falder i stedet på en far på flugt med sine to drenge; har han noget at gøre med kufferten, eller er det en anden og mørkere hemmelighed, der ligger bag hans planlagte flugt/rejse?

Der er mange dunkle anelser, besynderlige opførelser og foruroligende hændelser, som Avi må sætte sammen for at opklare sagen, få professionel genoprejsning og sone sin følelse af skyld, som han slæber med sig fra sidste bog.  

Der er ligeså meget, om ikke mere, det indre som det ydre drama, der fylder siderne i Mishanis bøger: vi hører hverken om palæstinensiske selvmordsbombere, Intifadaen eller de ulovlige bosættelser. Her på tryg afstand af det stor politiske drama, kan Mishani dvæle ved det ’lille’ familiedrama: svigtet, løgnen og overgrebet, der fører til vold og uoprettelige forbrydelser. 

Og samtidig giver det ham mulighed for på afdæmpet, psykologisk realistisk vis at udrede dramaets bagrund og historie.

Dror Mishani skriver i et behersket, antydningsfuldt og indlevende sprog om personerne, deres historie og skjulte, men dybe indre liv.

Mistanke om Mord. 296 sider

Fornemt fordansket af Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner

Udkommer i dag på Gyldendal

Læs her et engelsk interview med DrorMishani på krimibloggen krimi-couch.de hvor forfatteren blandt andet giver sit bud på, hvad der karakteriserer en god kriminalroman:

Dror Mishani
er en af de optrædende
 på dette års krimimesse i Horsens

‘A good crime novel is a novel that cares for the fate of all its characters – the victim, his/her family, the witnesses, the criminal itself; It’s a novel that understands that a crime is always also an emotional drama and often an emotional tragedy – and again, for the victim but often also for the criminal. 

A good crime novel knows that the roots of the crime are always deep (within society as well as within the criminal’s biography), that it didn’t start a day or two before it happened and that it’s consequences will exist in the world long after the criminal is caught. 

A good crime novel is always about pain. And it always has a detective that sees – or at least tries to see – all that. A bad crime is the opposite.’

Middagen af Herman Koch

Med humor og grum alvor afsløres bid for bid et chokerende moralsk dilemma, i en historie, hvor læseren velvilligt lader sig bedrage og forføre af en durkdreven fortæller med mørke hemmeligheder. 

Fortælleren 

Det er et klassisk greb den hollandske forfatter Herman Koch benytter sig af i sin roman ved at benytte en jegfortæller, der uden læseren fatter uråd, smører et tykt lag småborgerlig tilforladelighed ud over fortællings bitre kerne, men det virker. Den umiddelbare setting er ganske lige til: Den midaldrende Paul Lohman og hans kone at mødes med Pauls bror og svigerinde på en eksklusiv restaurant og kapitlernes overskrifter, ”aperitif, forret, hovedret, dessert, digestift, drikkepenge ” forleder en til at tro, at her er tale om en såre almindelig middag. Fortællingen får dog kant, da fortælleren Paul indrømmer, at han hader at spise på restaurant og hans beretning former sig nu som hudfletning af den ulideligt selvhøjtidelige og hykleriske bror, hans gennemsigtige snobberi og politikermaner. 

Borgerskabets diskrete charme 

Man gnækker og griner af de præcise og vrængende fremstilling af det bedre borgerskabs indbildske godhed og larmende overfladiskhed: Broderen er en meget populær person i Holland, og han står til at blive landets næste ministerpræsident. Derfor for alt i verden fremstå ren, elskværdig og vennesæl – også restauranten er en scene for hans oppustede ego. Paul, der er tidligere lærer, men er stoppet på grund af psykiske problemer, bryder sig tydeligvis ikke om broderen og hans forløjede person, og som aftenen skrider frem kommer den indestængte vrede og årevis af frustrationer og nid på middagsbordet. Selvom man morer sig som læser, begynder man også at undre sig over, hvorfor Paul og hans kone Clair har valgt at gå på restaurant med nogle mennesker, de tydeligvis ikke kan fordrage. 

Det tildækkede mørke 

Men så er det den virkelige årsag til deres møde afsløres: de er alle vidende om at deres teenagesønner har begået en forfærdelig forbrydelse i en sag, der har fået stor presseomtale. Den virkelige grund til deres møde er derfor at drøfte, hvad de skal gøre: Skal de melde sønnerne, eller skal de tysse det ned og lade det være noget, de ordner internt i familien? Det er der meget delte meninger om. Samtidig med at der gradvist bliver løftet på låget for, hvilke ugerninger sønnerne har begået, kommer der pludselig en anden og meget foruroligende side frem om Paul, som kaster et nyt lys over hele fortællingen. 

Og så står læseren tilbage med et noget fjoget udtryk og en ubehagelige vished om at være blevet narret, manipuleret af fortælleren. Det er en velskrevet, morsom, foruroligende og udfordrende bog, der på subtil vis lader ret være uret, unormal være normal og slipper godt fra det. Læseren identificerer sig med personerne, særligt Paul, og må ved endt læsning, spørge sig selv, hvordan han ville have handlet i en lignende situation. Svaret vil nok skræmme de fleste.